Brønderslev Hallen bød på bæredygtig gourmetmiddag.  <i>Foto: Brønderslev Hallerne</i>
Mad & Drikke

Brønderslev Hallen bød på bæredygtig gourmetmiddag

15. september 2022 kl. 13:14

I anledning af Vendsyssel Bæredygtighedsfestival havde Brønderslev Hallen sammensat en særlig menu med seks serveringer, og de indbød folk til bæredygtig gourmetmiddag.

25 spisende gæster var med, og der var tænkt bæredygtighed ind på flere måder.

Kok Christian Dam Hjørringgaard og de andre i køkkenet stod bag menuen. <i>Foto: Brønderslev Hallerne</i>

- En stor del af det er at vælge de rigtige varer, som er lokale og bæredygtigt produceret, fortæller Christian Dam Hjørringgaard, der er kok og køkkenchef i Brønderslev Hallen.

Der var også tænkt på at undgå madspild især i mellemretten, som var variationer af blomkål.

- Idéen er at udnytte en råvare så maksimalt, som man overhovedet kan. Der er ikke andre bærende elementer i retten, og når man har brugt et blomkål, er der cirka 20 gram madspild. Det er bunden af stokken. Den kan man ikke bruge, jeg har forsøgt, men det bliver ikke lækkert, fortæller Christian Dam Hjørringgaard.

Der var også tilmelding til middagen, så man vidste, præcis hvor mange folk, der skulle købes ind til.

- Vi lukkede tilmeldingen nogle dage før, så vi vidste præcis, hvor mange råvarer vi skal have, hvilket minimerer madspild, fortæller Christian Dam Hjørringgaard.

Der blev anrettet i køkkenet. <i>Foto: Brønderslev Hallerne</i>

Han var frisk på udfordringen og peger på, at bæredygtighed kan være mange ting, og at det kræver mange overvejelser især i planlægningen af sådan en middag. Ligesom man kan tænke over sine procedurer under madlavningen og gøre dem mere bæredygtige.

- Det var sjovt at prøve at lave sådan et arrangement. Det er en sjov øvelse at lave det, og det gør, at vi bliver nødt til at tænke over, hvad for råvarer vi bruger, og hvorfor vi gør, som vi gør. Jeg synes, det er sundt at tænke på den måde, siger Christian Dam Hjørringgaard.

Der var også en bæredygtig vinmenu til gourmetmiddagen.

 <i>Foto: Brønderslev Hallerne</i>
Annonceret indhold

Nyeste