Billede beskrivelse

Anders drømmer om at skabe et godt gå-ud-sted

21. november 2024 kl. 19.03

BRØNDERSLEV: Anders Dall er lidt af en drømmer. Han håber, at han - og hustruen Carina Dall - med den nyåbnede café "nummer 21" i Bredgade har skabt et sted, som byens borgere vil tage til sig.

- Det er min drøm at få byens borgere til at gå mere i byen. Det er ikke så udbredt at gå i byen i Brønderslev; måske fordi der ikke er så mange steder at gå ud. Men nu prøver vi at skabe et koncept, som vi håber tiltaler mange, siger Anders Dall.

Han driver sammen med Carina Dall Osteklokken i Grønnegade. Fremover fordeler de arbejdet, så Carina Dall bliver hovedkraften i Osteklokken, mens Anders Dall mest skal drive caféen. Som åbnede for et par uger siden, men dog med ret begrænset menu.

Billede beskrivelse

Det bliver der dog lavet om på i indeværende uge.

- Vi præsenterer et rigtigt menukort i kommende uge. Et lidt snævert, tapas-inspireret menukort, som vi vil bygge op om årstidens og de lokale råvarer. Vi vil tilstræbe både at have kødretter og vegetariske retter, fortæller Anders Dall.

Som er selvlært kok, der udover at satse på god kvalitet også vil arbejde på, at caféen får et meget begrænset madspild.

- Det er derfor, vi vil arbejde med et snævert menukort, så vi ikke står hver aften og skal smide en masse mad ud. Og så vil vi "genbruge" mad, når det er muligt. Har vi for eksempel fået en mængde kødsovs til rest, så kan der måske være basis for at lave en god lasagne næste dag, forklarer Anders Dall som eksempel.

Billede beskrivelse

Café "nummer 21" skal være mere end bare et spisested.

- Vi håber, at se mange forskellige mennesker. Nogle som måske bare kommer ind og får et godt glas vin, og så kan de jo købe en flaske med hjem, hvis de ønsker, for vi sælger også vin ud af huset. Det er også vores ønske, at få familier ind, måske til en kop kaffe, en kop kakao til børnene og lidt kage eller sandwich til. Vi vil gerne have, at byen bruger os, siger Anders Dall. Der også har planer om forskellige aktiviteter som eksempelvis vinsmagning.

Efter nytår vil "nummer 21" udvide med take out - mad ud af huset.

Så de har nok at se til i "nummer 21". Anders Dall har siden åbningen haft arbejdsdage, der begyndte klokken syv om morgenen og først sluttede lidt over midnat.

Det kan være hårdt arbejde at være en drømmer!

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste