Sådan så det ud, da der var online vinfestival i Brønderslev. Privatfoto
Mad og drikke

6-800 mennesker var til vinfestival i Brønderslev på en ny måde

15. juni 2021 kl. 09:43
Sådan så det ud, da der var online vinfestival i Brønderslev. Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto
Privatfoto

Vinudvalget, som står bag Nordjysk Vinfestival i Brønderslev, var ikke klar på at aflyse årets vinfestival for andet år i træk. Derfor opfandt de den på en ny måde - og de anslår, at mellem 600 og 800 mennesker har været med til vinfestival 2021, som foregik digitalt og i mindre grupper.

- Vi blev enige om, at det ikke nyttede noget, at der for andet år i streg ikke skete noget. Så vi besluttede, at det stadig skulle være vinfestival, online, fortæller Søren Flodgaard fra vinudvalget.

Der blev solgt omkring 100 kasser vin forud for vinfestivalen 12. juni, og her kunne man så gå sammen op til 10-12 personer om en smagekasse.

- Vi lavede tre forskellige, og på dagen blev der sendt link ud, og så kunne folk være med på teams. Vi kunne se, at folk hyggede sig - de havde kamera på og lyden slukket. Det var vældigt hyggeligt, fortæller Søren Flodgaard.

Han holdt selv på dagen til hos Backyard Living i Brønderslev, hvor der var indrettet et lille studie, hvorfra to vinspecialister fortalte over video om de vine, som de mange små selskaber til vinfestivalen skulle smage.

Det var Kristian Jepsen fra Vinspecialisten i Brønderslev og Finn Aarosin Madsen, der fortalte.

- De er vores virkelige eksperter i vores lille vinudvalg, og de præsenterede tre gange seks slags vin. De stod der for fortalte, og der var også en chatfunktion, som blev brugt lidt, fortæller Søren Flodgaard.

Det hele blev sendt med professionelt lyd og tv-anlæg.

- Jeg tror alt i alt vi havde en god dag. Det var ikke, som det plejer, men det smagte lidt af vinfestival stadigvæk. Jeg tror alle har haft en god eftermiddag, fortæller Søren Flodgaard.

Et slag på tasken fra ham er, at mellem 600 og 800 mennesker var med.

De 100 kasser vin indeholdt hver seks flasker vin. Der var tre forskellige kasser fra i alt 18 forskellige vinimportører svarende til ca. et halve af det antal importører, der har deltaget på tidligere vinfestivaler i Brønderslev.

På en normal god vinfestival er der 2000 personer i Brønderslev, når man altså kan møde op fysisk.

- Jeg synes egentlig, at det forløb fantastisk. Vi har aldrig prøvet det før, men var hjulpet af en masse gode folk. Men vi håber, det bliver første, eneste og sidste gang - og at vi næste år står i byen igen, opsummerer Søren Flodgaard.

Andre læser også

Andre læser også

Nyeste

Hot lige nu