Lokalt orkester leverede flot koncert
JERSLEV: Jerslev Byorkester under ledelse af Mikael Sloth Sørensen leverede igen en meget flot forårskoncert i Jerslev forsamlingshus.
Det fortæller arrangørerne.
Et forventningsfuldt publikum havde igen fyldt salen til sidste stol, og begejstringen var da heller ikke til at tage fejl af - gentagne gange måtte orkestret tage imod stående bifald fra publikum.
Musikken spændte vidt, da orkestret ikke har en speciel stil, men henvender sig til et bredt publikum, med musikalske numre fra filmens verden, nyere og ældre melodier fra den danske sangskat samt traditionelt marchmusik. Endvidere var der to numre, hvor publikum deltog med fællessang.
Jerslev byorkester består af 18 medlemmer, der alle er amatører og deltager for fornøjelsens skyld. De præsenterede i alt 25 forskellige instrumenter.
Jerslev byorkester kan til efteråret fejre 10-års jubilæum, hvilket markeres med en jubilæumskoncert med et lille strejf af julens melodier.