Lokalt firma vinder stor aftale
Nordjysk specialist i avanceret måleudstyr til skibe har indgået en stor aftale med Hudong-Zhonghua Shipbuilding om at levere udstyr, der minimerer risikoen for brande på skibe betydeligt.
Det fortæller Green Instruments i en pressemeddelelse.
Udstyret afslører olietåge og -dampe på skibe og slår alarm, før der opstår brande, som udgør en stor risiko for besætning, skibe, udstyr og miljøet.
Mange gange om året opstår der alvorlige brande på containerskibe, bulk carriers, færger eller andre typer fartøjer, og i alt for mange tilfælde går menneskeliv, gods og skibe tabt. Samtidig kan skibsbrande forårsage store miljøkatastrofer. Men mange skibsbrande kan undgås, hvis skibene får installeret måleudstyr, som slår alarm, før brandene opstår. Udstyret opdager nemlig olietåge og -gasser, som besætningerne hverken kan se eller lugte.
Derfor har virksomheden Green Instruments fra Brønderslev nu indgået en aftale med Hudong-Zhonghua Shipbuilding, som er en del af Kinas største værftsgruppe, CSSC. Aftalen indebærer, at værftet installerer olietågedetektorer fra Green Instruments på nye skibe, som det enorme værft bygger til en stor kunde.
- Det er forfærdeligt, at vi hvert år ser skibsbrande, der udvikler sig katastrofalt, og som i værste fald koster menneskeliv. En meget stor del af brandene kan forebygges, hvis rederierne investerer nogle få tusinde kroner i udstyr, der straks registrerer olietåge og -gasser på skibene. Vi er derfor glade for, at flere og flere anvender vores udstyr på nye skibe og dermed går forrest, når det gælder sikkerheden til søs, siger CEO Morten Brandborg fra Green Instruments.
Olietåge dannes af oliedråber, der svæver i luften, og som antændes ved lave temperaturer. Green Instruments' olietågedetektor er designet til at registrere de mindste spor af olietåge og -dampe fra eksempelvis hydraulikolie og brændselsolie, og den slår alarm ved det første tegn på fare. Detektoren scanner ved hjælp af laserlys et område på op til 15 meter og kan konfigureres, så det overvåger forskellige steder på samme tid. En skærm viser, hvor olielækagen er, og det giver besætningen mulighed for at reagere hurtigt og forhindre, at der opstår en brand i maskinrummet eller andre steder.
Især i maskinrummet er risikoen for brand stor, fordi der er en farlig blanding af ilt, varme og brændstof under tryk. Olietåger er den hyppigste antændelseskilde til brande ombord.
- Mange brande opstår, fordi besætningen ikke er klar over, at der er en lækage, og når branden først er brudt ud, vil det næsten altid medføre meget store omkostninger – i værste fald får brandene uoverskuelige konsekvenser for besætningen, miljøet eller rederiet, siger Morten Brandborg.
Stigende interesse for sikkerhedsudstyr
Aftalen med det store skibsværft er blot det seneste eksempel på, at Green Instruments har leveret flere olietågedetektorer til skibsrederne, som har en stor økonomisk interesse i at styrke sikkerheden til søs.
En skibsbrand i et maskinrum koster i gennemsnit 1,85 mio. dollars, og en maskinrumsbrand er ofte skyld i, at skibene skal ligge stille. I flere kontrakter står der, at rederierne mister deres charter (den kontrakt, de sejler for), hvis skibene skal ligge stille i mere end tre til fire dage, så en maskinrumsbrand kan være skyld i, at rederierne mister en tiårs kontrakt, og dermed forsvinder hele det finansielle grundlag for skibet.
- Vi kan konstatere, at interessen for olietågedetektoren er stigende, fordi flere rederier er blevet opmærksomme på, at de ved hjælp af en meget beskeden investering kan øge sikkerheden til søs markant, siger Morten Brandborg.
De officielle tal fra branchen viser, at 163 skibe i verdensflåden oplever maskinrumsbrande hvert år, men antallet er efter alt at dømme betydeligt højere. I branchen tales der om, at antallet formentlig er omkring 500. Dertil kommer maskinrumsbrande på skibe, der oplever den type brande mere end en gang.
Udbredelsen af olietågedetektorer står også højt på prioriteringslisten hos den internationale organisation OCIMF (Oil Companies International Marine Forum), som er den førende organisation indenfor sikkerhed i den maritime branche. OCIMP forsøger gennem sit program SIRE (Ship Inspection Report Programme) at forebygge skader på mennesker og miljø, og organisationen anbefaler, at skibe har olietågedetektorer og andre typer af sikkerhedsudstyr ombord, fordi udstyret reducerer risikoen for ulykker markant.