Billede beskrivelse

Livsstilsbutik med ny ændring: - Vi laver om hele tiden

25. februar 2023 kl. 10.01

Det er ikke så nemt at ramme ind, hvad Blach & Co i Brønderslev i grunden er for en butik. 

Den sælger tøj, men det er ikke en tøjbutik.

Den sælger vin, men det er ikke en vinhandel.

Og så sælger den alt muligt andet: brugskunst, smykker, blomster, tasker, legetøj, specialdelikatesser, porcelæn og andre ting til borddækning.

- Det er en livsstilsbutik, fortæller indehaver Christina Blach.

Hos Blach & Co har de lige bygget om i butikken - der er kommet en hel del nye reoler med brugskunst.

- Vi har fået 30 hyldemeter, som vi ikke havde før, fortæller Christina Blach.

Billede beskrivelse

Christina Blach oplever, at det er en fordel at have så mange forskellige ting på hylderne. 

- Det gør det meget nemmere at skrue op og ned for noget, fortæller hun.

For kunderne bliver det også en ny oplevelse at komme ind i butikken.

- Vi laver om hele tiden, konstaterer Christina Blach.

Klar til alle højtider

En fordel er også, at der er ting i butikken til alle lejligheder.

- Jeg har alle højtider - smykker til konfirmation, firmagaver til jul, spiritus til Fars Dag og studenter, giver Christina Blach som eksempler.

Værtsgaver kan de også levere - gaver er i det hele taget en stor ting i butikken, som kan blande gaver på mange måder - fx en flaske rom og en håndcreme.

- Vi pakker meget ind, konstaterer Christina Blach.

Over en dør står der "Velkommen til smageriet", og i den afdeling af butikken finder man alt muligt, der kan spises og drikkes: Vin, spiritus, salte, pesto, oliven, balsamico og rigtigt meget andet.

Billede beskrivelse

De mange forskellige sager betyder også, at der er mange leverandører til butikken - 50 til 70 forskellige.

- Det må godt være lidt skævt, og jeg kan godt lide unika, fortæller Christina Blach, der for eksempel lige nu er på udkik efter en ny leverandør af flettede hængekrukker.

Nogle gange giver kunderne hende også idéer til nye produkter, hun kan overveje at tage ind i butikken.

Glade for fysiske butikker

Christina Blach, der også sidder i bestyrelsen for Brønderslev Handel, oplever tilgang, når det gælder kunder. 

- Det er tydeligt at mærke, at kunderne gerne vil de fysiske butikker. Mange siger, at de skal prøve tøjet, før de køber det, fortæller Christina Blach, der peger på, at der ikke er mange tomme butikslokaler i Brønderslev.

Billede beskrivelse

Hun oplever også, at kunderne sætter pris på den service og vejledning, de kan få i en fysisk butik.

Christina Blach fortæller også, at butikkerne er gode til at holde sammen og fx har aktiviteter sammen og henviser kunder til hinanden.

Hun er glad for at drive butik og tror på fremtiden.

- Vi er her også, når inflationen er blevet dæmpet lidt, eller hvad der nu kommer til at ske, forudser hun.

Christina Blach har haft Blach & Co i syv år, og der er også to ansatte i butikken.

Blach & Co. ligger i øvrigt i de lokaler, hvor den gamle Café Chris holdt til - den vil mange kunne huske fra deres yngre dage i Brønderslev.

Se også
I næste måned åbner Maxi Zoo i Brønderslev: Mød den nye butikschef
Se også
Planteskole åbner igen med nye ejere
Se også
Lone sagde farvel til fast løn og job gennem 20 år og skabte et nyt arbejdsliv - nu er hverdagen helt forandret
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste