Billede beskrivelse

XL-Byg redder Danmark Dejligst i Hals

30. april 2017 kl. 05.03

Mens sommerens Danmark Dejligst-arrangement i Hals ellers var aflyst af økonomiske årsager, så bliver endagsfestivalen nu alligevel gennemført. Således har byggemarkedskæden XL-Byg indledt et landsdækkende samarbejde med Danmark Dejligst-projektet. Og kæden har udpeget Hals som en af de byer, hvor konceptet skal afprøves.

- Derfor kan vi med stor glæde nu fortælle, at arrangementet er reddet i 11. time, hedder det i en pressemeddelelse fra Styregruppen bag Danmark Dejligst i Hals. Her slås det fast, at økonomien nu kan hænge sammen, idet Fonden for Sparekassen Vendsyssels i Hals allerede forinden havde sagt ja til at støtte.

Med det friske pust til økonomien er styregruppen enedes om hurtigt at trække i arbejdstøjet igen.

- Vi har nu et økonomisk grundlag, der gør, at vi kan komme videre med arrangementet i Hals. Samtidig har vi fået muligheden for at holde festen om lørdagen, lyder det fra styregruppen med henvisning til, at arrangementet er flyttet fra den 28. til den 29. juli.

Musikprogrammet for dagen er endnu ikke på plads. Sikkert er det dog, at Danmark Dejligst stiller op med Rasmus Nøhr samt Zididada med forsanger Jimmy Colding i front.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste