Vingerne drejede, da der blev afholdt mølledag

18. juni 2023 kl. 18.50

Der var lige netop vind nok til, at vingerne på den gamle mølle i Dorf fra 1887 kunne dreje rundt, da Museum for Forsyning og Bæredygtighed inviterede indenfor til Dansk Mølledag på den historiske Dorf Møllegård.

De mange gæster fik mulighed for at få et kig ind i både mølleriets og landbrugets historie. På Dorf Møllegård har der været drevet mølledrift siden 1600-tallet, og helt frem til 1990’erne blev der også produceret strøm til gården i vandmøllen.

I denne gamle vandmølle fra 1600-tallet er man netop blevet færdig med at indrette møllerens bolig, som er ført tilbage til omkring 1840. Boligen består af to stuer med trægulve og en møllestue med stengulv.

Billede beskrivelse

- I møllestuen tog man mod de fremmede, og her kunne de sidde. Det var også her, tjenestefolkene sov, fortalte Runa Christensen, der i dagens anledning var klædt ud i datidens dragt, da hun viste besøgende rundt i de forholdsvis små stuer.

- I dagligstuen er der alkove og en dør ud til en ret stor sidebygning, der ikke eksisterer længere. Fra starten var der nemlig ingen skorsten på stuehuset. Det undrede mig, men i sidebygningen var der køkken med skorsten og bryggers med bageovn og bryggerkedel, så det giver mening, at der fra starten ikke var skorsten på stuehuset, sagde hun.

Billede beskrivelse

I dagligstuen står der også en toiletstol, hvor potten er skjult under sædet, så det ligner en almindelig stol.

- Det var ren luksus. Havde man ikke en toiletstol, måtte man sætte sig bag køerne, og det kunne være besværligt især for ældre at komme op igen. De kunne til gengæld sagtens selv klare at gå ud med potten fra stolen, forklarede hun.

Et af rummene i huset har tidligere været brugt som kontor, da der var foderstofforretning fra 1921 og frem. Man havde også på det tidspunkt fået støbt loft, fordi man havde indrettet elrum i bygningen. Der stod alle akkumulatorerne, der bestod af 55 glaskar med svovlsyre.

- Da boede der ikke længere folk i huset. Det var for farligt, fortalte Runa Christensen, mens hun åbnede et skab i en af stuerne. I det var der porcelæn og et fint dukkehus.

Billede beskrivelse

- Der skal være noget til børnene, for ellers bliver det for kedeligt at gå på museum. Derfor har vi fået lavet et aktivitetshæfte med opgaver til børnene. De kan bl.a. hjælpe en pige, der skal overtage storesøsterens dukker. De skal imidlertid først findes, og for at gøre det bliver man nødt til at søge i stuehuset og i møllen. Det er derfor nødvendigt at åbne skabe og skuffer for at finde dem, og det må man gerne i Dorf i modsætning til andre museer. Man skal gå på opdagelse. Det er netop idéen med det. De ting, der er fremme, må bruges. Man må sidde i stolene og lægge sig i sengen. De er ikke registrerede som museumsgenstande og skal derfor ikke bevares til evig tid, fortalte Runa Christensen.

Der var nok at se på, for Dorf Møllegård er ganske unik. Det er nemlig det eneste museum i Danmark, hvor der findes et dobbeltfungerende anlæg, altså både vand- og vindmølle. Desuden havde museet lavet en række aktiviteter for familierne med naturbingo og gamle lege. På mølledagen havde museet også besøg af en mobil melfabrik, så man kunne se, hvordan man laver mel i dag. Forskellen er slet ikke så stor.

Billede beskrivelse
Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste