Beboerforeningens næstformand, Charlotte Reese Viksniss Johansen sammen med afdelingsdirektørerne i Sparekassen Danmark, Villy Sørensen og Jesper Nielsen, foran det nyrenoverede hus i Try.
Livet her

Vild historie bag det gamle hus: Har fået en ordentlig overhaling

24. marts 2023 kl. 19:00

Til næste år kan Borgernes Hus i Try fejre 50-års jubilæum, men faktisk er det meget ældre. I virkeligheden er der tale om en gammel sportsbarak fra Asaa. Da den blev overflødig, købte SID den for én krone i 1973. Den blev derefter pillet ned og kørt til Try, hvor den blev solgt til borgerne for én krone og opstillet i byen.

Året efter blev den taget i brug som byens forsamlingshus.

Den gamle bygning er blevet brugt flittigt gennem årene og var efterhånden slidt og utidssvarende. Derfor søgte beboerforeningen Sparekassen Danmark Fonden, Dronninglund, om støtte og fik bevilget små 300.000 kroner.

- Nu har huset fået den helt store omgang. Der er lagt nyt gulv, isoleret vægge, malet og meget mere, så det nu er blevet som nyt, fortæller Charlotte Reese Viksniss Johansen, der er næstformand i foreningen.

- Da vi fjernede det gamle gulv, fik vi lidt af et chok, for godt nok var der lagt et lag cement under gulvet, men det var meget tyndt og fyldt med sprækker. Desuden var der ikke støbt over det hele, så det måtte vi fjerne og støbe nyt. Her fik vi et godt bevis på sammenholdet i Try, for da vi klagede vores nød, mødte der straks en flok mennesker op, og i løbet af en enkelt dag havde de støbt et nyt og noget tykkere lag cement, så håndværkerne kunne lægge det nye trægulv. Det kostede os lige 25.000 kroner, som vi ikke havde søgt om, så det måtte vi selv betale, fortalte hun, da hun stolt viste det nyrenoverede hus frem.

- Huset bruges meget, fortæller formanden for beboerforeningen, Lea Kunckel.

- Der er plads til op til 75 gæster, og det er udlejet 35-40 gange om året. Det er ikke bare folk her fra egnen, der lejer det, for det kan lejes af alle. Det betyder, at vi har en god økonomi, sagde formanden.

- Huset har altid været samlingspunktet her i området, og det vil det også være fremover. Især efter at det er blevet sat så smukt i stand. Vi har et fantastisk sammenhold. Jeg har selv kun boet her i to år. Jeg elsker det. Det er et godt sted at bo, sagde Charlotte, da hun sammen med formanden forleden præsenterede det flotte resultat for afdelingsdirektørerne i Sparekassen Danmark, Villy Sørensen og Jesper Nielsen.

Annonceret indhold

Nyeste