Vi skal blive bedre til at tale kulturen op
Dronninglund Kunstcenter viser udstilling med værker, der normalt hænger hjemme i folks stuer
DRONNINGLUND: Med en særdeles velbesøgt fernisering tog Dronninglund Kunstcenter i søndags hul på årets række af udstillinger. Det skete med udstillingen ”Borgernes Kunst”, hvor en række borgere har udlånt deres kunstværker, der den kommende tid hænger side om side på Kunstcentret, så alle har mulighed for at se og nyde værkerne.
- Det er simpelthen så dejligt og inspirerende at være vidne til, hvordan ganske almindelige borgere fra store dele af Nordjylland har ønsket at invitere alle interesserede ”indenfor” i deres stuer. Nu bare med en fælles adresse her på Kunstcentret, sagde byrådsmedlem Steen Søgaard Petersen i sin åbningstale.
- Det er en anderledes udstilling, hvor langt flere inddrages i den gode sags tjeneste, nemlig at formidle kulturen til så mange som muligt, sagde åbningstaleren, der herefter roste de mange frivillige, der sørger for, at stedet kan drives.
- Uden alle disse frivillige kræfter ville vi ikke have dette kulturelle fyrtårn. Politisk er der ikke stor medvind for at øge tilskuddet til kulturen i Brønderslev Kommune. Det, synes jeg da, er ærgerligt, når man tænker på, hvor stor en indvirkning kulturen har på den lokale sammenhængskraft. Lokale kulturoplevelser giver folk en følelse af tilknytning til og forståelse for deres medborgere i lokalsamfundet. Det er vigtigt, at vi politikere bliver bedre til at tale kulturen op, sagde taleren ved ferniseringen.
”Borgernes Kunst” breder sig over stueetagen og første sal. I kælderen udstiller unge fra institutionen Mølledag/Møllefonden i Brønderslev. De har siden jul under ledelse af Helle Schack arbejdet med selvportrætter og Disney-figurer. Det er disse farverige og positive billeder, der pryder væggene i kælderen.
- Det er yderst livsbekræftende at opleve, hvorledes disse unge mennesker formår at tale til os gennem deres værker. Det er endnu et bevis for, at kunst er for alle, sagde Steen Søgaard Petersen i sin ferniseringstale.
Efter den var der musikalsk underholdning ved Anette og Hans Bilde, hvorefter de mange gæster blev sluppet løs i udstillingen, der kan ses frem til 29. marts.