Vi giver børnene en håndsrækning
Det er helt normalt at forældre giver deres udeboende, voksne børn en økonomisk håndsrækning til blandt andet forsikringer. Det viser en undersøgelse foretaget af Codan.
Og selv om det i høj grad lyder som curling af børnene, så er det nødvendigvis ikke negativt, lyder det fra både forsikringsselskabet selv og Nordjyske Bank.
Nordjyske forældre hjælper deres udeboende børn på mange forskellige måder. Hele 44 procent har betalt eller givet tilskud til mad, 13 procent til bil, 24 procent til tandlæge, mens 18 procent har givet økonomisk støtte i form af lommepenge.
Det er en tendens, som også kommer til udtryk, når det gælder betaling af forsikringer.
Undersøgelsen, der er udført af Epinion for Codan, viser nemlig, at hver fjerde nordjyske forælder til børn over 18 år har betalt eller givet tilskud til forsikringer, efter de er flyttet hjemmefra. Og det kan faktisk være en stor hjælp.
- Det er langt fra dumt at hjælpe børnene økonomisk på vej, når det kommer til betaling af forsikringer. Dels kan det nemlig koste rigtigt dyrt, hvis man ikke er forsikret, og dels viser vores erfaringer, at de unge sjældent springer fra igen, når først de er forsikret, siger Nordjyske Banks funktionsleder Per Sørensen.
Det er nu, det gælder
Han fremhæver desuden, at det særligt er nu, hvor mange unge flytter hjemmefra for at studere, at forældrene med fordel kan hjælpe deres børn. Det gælder især i forhold til indboforsikringen, som typisk ophører, hvis man er over 21 år og flytter hjemmefra, eller hvis man er under 21 år og flytter sammen med en kæreste eller bofælle.