Verdens brændpunkter
Lions Brønderslev og Lions Brunhilde forsøger sig nu som arrangør af et foredrag. Det sker torsdag 8. marts, hvor Mellemøst-korrespondent Steffen Jensen kommer til Brønderslev Hallen.
Steffen Jensen er et af landets bedst kendte ansigter, ikke mindst på baggrund af rapporterne fra Mellemøsten - rapporter, der ofte finder sted midt i krige og under opstande.
Som journalist har Steffen Jensen arbejdet for en lang række medier. Blandt andet Weekendavisen, Berlingske Tidende, Aktuelt, Radioavisen og DR.
Da TV2 i 1988 brød tv-monopolet var Steffen Jensen med til at starte stationen op.
Steffen Jensen startede med at studere forhistorisk arkæologi i Aarhus, Biblical and Roman Archaeology i Jerusalem, Middle East and North African Studies i Jerusalem og tog sidenhen sin uddannelse som journalist i Aarhus. Steffen Jensen har været Mellemøstkorrespondent fra TV2s spæde start, og har boet fast i Jerusalem siden 1991.
Gennem sin lange karriere har Steffen Jensen dækket utallige krige og konflikter i Mellemøsten, blandet andet fra borgerkrigen i Libanon og den israelske invasion i 1982 til kampene i Libanon 2006.
I dag underviser Steffen Jensen på Danmarks Journalisthøjskole i Aarhus, med afsæt i jobbet som journalist i krigs- og krisezoner.
Steffen Jensen, har med sin baggrund i arkæologi, i mange år i bogstaveligste forstand gået i Bibelens fodspor, især grundet hans job, som naturligt bragte ham rundt til alle de steder i Mellemøsten, hvor Bibelen blev til. Steffen Jensen holder mange foredrag i Danmark.
For en tv-korrespondent, der normalt "kun" taler til et dødt kamera, som ikke kan reagere på det man siger, er det en forløsning at fortælle om sine oplevelser til levende mennesker, se deres reaktioner og høre deres spørgsmål.
Foredrag med Steffen Jensen giver ham mulighed for mere personligt at fortælle om Mellemøstens komplicerede sammenhænge og fantastisk fascinerende forhold. Temaet for Steffens Jensens foredrag i Brønderslev bliver "Den aktuelle situation i Mellemøsten"
Dette foredrag er Steffen Jensens mest populære foredrag, men dog stadig det mest opdaterede og aktuelle. Foredraget tager afsæt i den aktuelle situation i Mellemøsten - en region i verden, som er fascinerende, og som påvirker vores verden - både på godt og ondt - om det så er i form af stigende oliepriser, terror eller flygtningestrømme. Vi hører hele tiden om Mellemøsten, men det er et område, som de færreste af os forstår.
Steffen Jensen forsøger at rydde op i tingene, give ny baggrund og perspektiv for forståelsen af Mellemøsten, men gør også deltagerne forvirrede på et højere niveau.
- Lions Clubberne håber selvfølgelig på et pænt fremmøde. Og som altid når Lions er arrangør vil et eventuelt overskud ubeskåret blive doneret til et humanitært formål, fortæller Ole Bøgh Johansen fra Lions Club Brønderslev.
Brønderslevs Frivillige Bloddonorer er inviteret til at deltage, og mange af disse har takket ja til invitationen.