Vendsyssel Festival med bredde

20. juli 2017 kl. 07.24

Piano-Windtet, kammermusikalske folketoner, kendte salmer i nye klæder, Petri/Hannibal Duo i 25 år, guitartoner fra de varme lande, hit-parade af Chopin-værker. Vendsyssel Festivalens tredje uge viser igen bredden i den klassiske musik

Torsdag 20. juli er der igen koncert på Hjørring Gymnasium. Denne gang med Ensemble 4.1. Kammerensemble med fire blæser-solister fra tyske orkestre, har ved denne lejlighed allieret sig med den norske pianist Gunilla Süssmann i det, man kunne kalde en "Piano-Windtet". Programmet byder på N.H. Rice: Quintet i B-dur, Beethoven: Quintet i Es-dur og Heinrich von Herzogenberg: Quintet i Es-dur.

I Råbjerg Kirke er der også "blæs" på programmet. Her optræder Mads Sørensen, trompet og Jens Ramsing, orgel. En del af programmet vil være musik af Jens Ramsing, der knytter an til reformationsåret samt en række populære og kendte stykker som Schuberts Ave Maria og Jeremiah Clarke’s Prins Jørgens March.

Fredag 21. juli er der kammermusikalske folketoner og samtidsmusik i Den Gamle Station, Hirtshals med Trio Gente (fløjter, nøgleharpe og guitar), der tager publikum med på en musikalsk rejse gennem perioder i europæisk musikhistorie.

I Kunstbygningen i Vrå er det fredag aften Trio Saga (violin, cello og klaver), der diverterer med værker af Joseph Haydn, Felix Mendelssohn og Josef Suk

Søndag 23. juli kan Ann-Mette Elten opleves i Bindslev Kirke. Hun er nok mest kendt som frontfigur i bandet PS12, men sideløbende er hun dykket ned i de danske salmer og optræder denne aften sammen med sin mand Niels Kirkegaard på guitar med salmer fra sin cd “Vær velkommen" fra 2007.

Mandag 24. juli fylder domorganist Erling A. Thomsen Sct. Catharinæ Kirke, Hjørring med orgelværker fra fire århundreder - Praetorius, Buxtehude, Bach, Nicolai/Liszt, Takle m.fl.

Tirsdag 25. juli optræder 25-års jubilarerne Petri/Hannibal Duo i Skagen Kirke. Duoen fejrer bl.a. sit jubilæum med en tur til Vendsyssel, hvor det bliver til hele to koncerter. I Skagen vil programmet byde på bl.a. sonater for blokfløjte og guitar af J.S. Bach og Händel og Asger Lund Christiansens "Garden Party" dedikeret til duoen.

I Fladstrand Kirke lyder der samme aften guitartoner fra de varme lande, når guitaristen Morten Spanggaard Pedersen er på koncertbesøg i Nordjylland, hvor han i halvfemserne blev uddannet på Nordjysk Musikkonservatorium. Han optræder med værker af Sor, Tarrega, Albeniz, Barrios, Gramatges og Constantinidis.

Onsdag 26. juli er det Dronninglund Slotskirke, der får besøg af Petri/Hannibal Duo. Her vil de opføre et klassisk program, hvor Michala Petri vil spille på et bredt udvalg af sine mange typer blokfløjter, og hvor Lars Hannibal vil spille både lut og guitar.

Denne aften vil der også være mulighed for at besøge Børglum Kolsterkirke til en koncert med solotrompetist ved Det Kgl. Kapel Jonas Wiik og tidligere domorganist Flemming Dreisig, orgel. De vil sammen opføre værker af Giovanni Batista Martini, Bendetto Marcello, Evert Taube og J.S. Bach.

Torsdag 27. juli fyldes Sæby Kirke med en hit-parade af Chopin-værker, når pianisten Viviana Sofronitsky sætter sig til tangenterne på sine to medbragte hammerpianoer. Den russisk-canadiske pianist er en af verdens førende kunstnere med speciale i klassisk og romantisk musik spillet på kopier af originale hammerpianoer og cembaloer. Hun udforsker den tids farverige og originale lydverden, der inspirerede de unge klassiske og romantiske komponister til at skrive deres mesterværker for instrumentet.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste