Vendelboerne er vilde med ferie i Danmark

Næsten hver anden vendelbo fravælger i år charterrejsen eller udlandsturen for i stedet at holde sommerferien i Danmark

20. juli 2018 kl. 07.26

NORDJYLLAND: Spørg meteorologen. Spørg landmanden, festivalgængeren, campisten, solbaderen eller grill-elskeren, og du vil oftest få det samme svar. Det danske sommervejr er lunefuldt og ikke sådan lige til at forudse. Alligevel vælger tæt på hver anden vendelbo i år at holde sommerferien herhjemme.

En ny undersøgelse fra YouGov lavet for GF Forsikring viser, at 41 procent af danskerne vælger udlandsturen fra til fordel for sommerferie i Danmark. Det svarer til halvdelen af dem, der holder sommerferie og har besluttet, hvad ferien skal bruges til.

Staycation og nære værdier

For Region Nordjylland og dermed Vendsyssel svarer 43 procent af de adspurgte, at de bliver i Danmark i sommerferien. Og næsten hver femte nordjyske familie - 15 procent - vælger tilmed at lade ferien have udgangspunkt i hjemmet og tage på ture derfra. Undersøgelsen viser også, at syv ud af ti i Region Nordjylland krydrer deres primære ferie med endagsture rundt til oplevelser og seværdigheder i Danmark.

Derfor slår GF Forsikring nu et slag for de gode oplevelser i sommer-Danmark.

Via sitet www.sommeroverskud.dk har forsikringsselskabet indsamlet danskernes tips til gode oplevelser, så du nu kan lade dig inspirere til spændende og måske nye eller anderledes oplevelser herhjemme.

Asaa og Blokhus hitter

Her i regionen dukker både Asaa havn og strand og Gateway Blokhus op blandt de 10 mest anbefalede oplevelser i Danmark. Førstepladsen indtages faktisk af Asaa havn og strand.

- Der vil uden tvivl være nogle oplevelser, der er mere kendte end andre, men jeg glæder mig over, at der også er mange gode bud på mindre kendte, anderledes eller overraskende steder og oplevelser, siger Tina Bilstrup Philipsen.

Undersøgelsen af danskernes ferievaner er gennemført af analyseinstituttet YouGov. Der er i alt gennemført 1012 interviews med danskere i alderen 18+ år i perioden 4.-7. maj 2018.

De 10 mest anbefalede

1. Asaa havn og strand (Region Nordjylland)

2. Sanderumgaard (Region Syddanmark)

3. Handbjerg Marina (Region Midtjylland)

4. Sjelborg Strand (Region Syddanmark)

5. Isenbjerg Bakkeø (Region Midtjylland)

6. Omø (Region Sjælland)

7. De 6 glemte kæmper på Vestegnen (Region Hovedstaden)

8. Faxe Kalkbrud (Region Sjælland)

9. Egebæksvang Skov (Region Hovedstaden)

10. Gateway Blokhus (Region Nordjylland)

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste