Vellykket stævne i Hals Rideklub
Der var solid opbakning, da der lørdag var inviteret til internt stævne i Hals Rideklub. Ganske mange publikummer lagde vejen forbi for at opmuntre rytterne, som i flere uger havde øvet sig på ride-programmerne.
Der blev dystet i såvel dressur- som springdisciplinerne, ligesom stopdans og ponygames var på programmet. Især ponygames stillede store udfordringer til rytterne med flere sjove forhindringer undervejs.
Klubbens sponsorer havde velvilligt doneret fine gaver til stævnet, der var arrangeret af breddeudvalget.
Hals Rideklub er atter på banen i august med en ride-lejr over fire dage. Desuden står klubben bag et ringridningsarrangement på Skansen i Hals.