Vellykket julestævne i Vester Hassing
Kalorierne havde trange vilkår den forgangne onsdag i Vester Hassing Hallen. Den årlige julecup i regi af fodboldafdelingen hos Vester Hassing GF løb af stablen med fuldt program fra morgen til aften. Og vanen tro blev det en fornøjelig affære med fodbold for folk i alle aldre og på alle planer. Mens nogle dystede for sjov, var der også rækker for både familiehold og for de ambitiøse. Ligeledes bød stævnet på en række for firmahold.
Spar Nord var hovedsponsor for arrangementet, der endvidere var begavet med masser af spurtpræmier fra det lokale næringsliv. Desuden var der præmier til vinderholdene i alle rækker.