Vellykket indsamling i Brønderslev
- Vi kan næsten ikke få armene ned igen. Vi er meget tilfredse med resultatet.
Sådan lyder det fra Else Nørkjær fra Kræftens Bekæmpelse i Brønderslev i kølvandet på landsindsamlingen forrige weekend. Lokalt røg der således 144.000 kr. i bøtterne.
Det var 20.000 kr. mere end i fjor. De mange penge blev indsamlet med hjælp fra cirka 100 frivillige i hele indsamlingsområdet. Det dækker den gamle Brønderslev Kommune.
- Så vi har meget at været taknemmelige for, fortsætter Else Nørkjær.
- Dels fordi så mange valgte at støtte og dels fordi et stort antal indsamlere meldte sig under fanerne. Og så var vejret desuden på vores side. Vi undgik regn og kulde, som ofte har en negativ indvirkning på resultatet.
Betaler på ny måde
Else Nørkjær fortæller videre, at flere og flere betaler via Mobilepay. En tendens, der letter arbejdet for Kræftens Bekæmpelse, idet der så ikke skal håndteres helt så mange kontanter. Vanen tro kan man i øvrigt stadig nå at indbetale via giro, hvis man ikke var hjemme på dagen.
Udover en vellykket indsamling kan lokalforeningen for Kræftens Bekæmpelse i Brønderslev også se tilbage på en generalforsamling med stor opbakning. Hele 40 sjæle mødte op til arrangementet, der blev krydret med et indlæg af sygeplejerske, Caroline Højgaard samt faglig koordinator og fysioterapeut, Mette Schmidt Jessen fra Sundhedshuset. De to fortalte om rehabiliteringstilbud i Brønderslev Kommune.
Flere i bestyrelsen
Forinden havde deltagerne fået en gennemgang af årets aktiviteter, som blandt andet omfattede et velbesøgt møde på Sundhedshuset, Lyserød Lørdag og en tur til Vendsyssel Teater.
Et ønske om en udvidet bestyrelse blev imødekommet med yderligere to medlemmer. Således blev både Per Hardal og Mona Jensen valgt ind i bestyrelsen.
Denne konstituerede sig med Karsten Frederiksen som formand og Hanne Brandt som næstformand. Rita Filholm er kasserer, mens Else Nørkjær er sekretær. Udover de to nyvalgte er Vera Findinge menigt medlem af bestyrelsen.