Billede beskrivelse

Vellykkede grønne dage: Festival får flere og flere besøgende

16. september 2024 kl. 14.04

BRØNDERSLEV: Den 10. udgave af Bæredygtighedsfestivalen blev i weekenden afviklet med stor succes.

Formanden for Borger9700, Jens Tofting, går så vidt som til at betegne festivalen som den bedste hidtil. Det begrunder han blandt andet med et varieret og righoldigt program, krydret med gode besøgstal. 

- Vi er meget tilfredse. Jeg synes, vi er lykkedes med at skabe et varieret udbud af tilbud for alle aldersgrupper. Og så tror jeg det har gavnet os, at alt arrangementer denne gang har været samlet i Brønderslev. Det har skabt en anden dynamik, lyder det fra formanden.

Billede beskrivelse

Han hæfter sig også ved rækken af foredrag der hen over weekenden satte spot på alt fra biodiversitetskrisen til danskernes købemønstre, når det gælder genbrug. 

- Vi har haft en række spændende oplægsholdere. Her må jeg nok nævne Vicky Knudsen, der fredag holdt foredrag på Vildmosemuseet, som et højdepunkt. Hun formåede at fange tilhørerne med lige dele alvor og humor, forklarer Jens Tofting.

Billede beskrivelse

Ellers bød Bæredygtighedsfestivalen blandt meget andet på besøg af teatershowet De Små Klimamonstre for de yngste samt fællesspisning serveret af Madhåndværk fra Asaa. 

I den runde Pavillon var der gennem hele weekenden boder med fokus på genbrug, bæredygtighed og grøn omstilling og udenfor i Rhododendronparken kunne man lørdag opleve el-drevne biler fra en række førende producenter. 

Og så var det ellers bare at tage for sig af foredrag og oplæg i den grønne ånd fordelt over hele Brønderslev.

- Vi glæder os over solid opbakning og vi ser allerede frem mod næste års udgave. Med Bæredygtighedsfestivalen har vi oplevet en stigende interesse kulminerende i 2024. Jeg er sikker på, at vi næste år kan præsentere en mindst lige så interessant festival, lyder det fra Jens Tofting.

Billede beskrivelse

Bæredygtighedsfestivalen var arrangeret i et samarbejde mellem Museum for Forsyning og Bæredygtighed, FN Forbundet i Nordjylland og Borger9700.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste