Velbesøgt æblefestival i Hals

Æbler som bagværk, snaps, most og marmelade - det hele kunne findes på festivalen, der også bød på levende musik og hestevognskørsel

14. oktober 2018 kl. 09.33

HALS: Hals Erhvervsforening skød lørdag efterårsferien i gang med en æblefestival. Torvet dannede ramme om begivenheden, der var den anden af sin slags i havnebyen. Og mens efterårssolen lunede ekstraordinært, så fandt ganske mange publikummer også vej til festivalen.

Her var der blandt andet mulighed for at hygge sig med diverse delikatesser. Frugtplantagen Egebakken ved Øster Hassing var repræsenteret med alt fra hele æbler til marmelader, æblesnaps og most. Ligeledes var den lokale bagerdronning, Inge Simonsen fra DR-programmet "Den Store Bagedyst" på plads med smagsprøver på æblebaseret bagværk. Også nøddeprodukter og honning kunne erhverves ved festivalen, hvor der endvidere blev fristet med musikalsk underholdning samt køreture i hestevogn. Endelig var der mulighed for at købe friskpresset æblesaft direkte fra tappeanlægget.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste