Billede beskrivelse

Varmeværk vil reducere prisen: Investerer over 10 mio. kr. i varmepumpe

07. november 2022 kl. 07.35
Opdateret 14. november 2022 kl. 10.24

De høje energipriser har fået husejerne og de lokale varmeværker til at tænke i nye baner. Det gælder også varmeværket i Flauenskjold, hvor man netop nu er i fuld gang med at etablere en varmepumpe, der skal være med til at reducere prisen på varme. 

Bestyrelsen for Flauenskjold Varmeværk besluttede tidligere på året at investere godt 10 millioner kroner i projektet, og man er nu så langt fremme, at anlægget i den nærmeste fremtid kan prøvekøres.

- Vi er jo et af de mindre varmeværker, men vi har dog lige fået tre nye brugere, så vi nu er oppe på 282. De tre nye fyrede alle med træpiller, og det er jo blevet alt for dyrt, fortæller varmemester Peter Gilbak.

Billede beskrivelse

- Vi kan godt mærke, at de høje priser får brugerne til at spare på varmen. Nu har vi ganske vist haft en varm oktober måned, men vi har kun brugt 385 megawatt i denne måned. Sidste år lå det tal på 470 og i 2019 på 505 megawatt, så vi er begyndt at skrue ned. Alligevel er det nødvendigt at tænke i alternative baner, påpeger han.

Investering på over 10 millioner kroner

Der er tale om en investering på godt 10 millioner kroner, men delt ud på værkets 282 forbrugere svarer det til, at hver andelshavers andel af gælden stiger med ca. 35.000 kroner. Til sammenligning koster installationen af en enkeltstående varmepumpe ved et almindeligt parcelhus omkring 130.000 kroner.

- Det skulle gerne vise sig som en god investering for varmeværkets forbrugere på sigt, siger Peter Gilbak.

Det nye anlæg er placeret ved siden af de 4.000 m2 solfangere syd for markedspladsen.

- Solcellerne blev sat op i 2013/14, og det var også en stor investering på omkring otte millioner kroner, men de har vist deres værd og bidrog således med 32% af den samlede varme i sidste regnskabsår, siger Peter Gilbak.

I øjeblikket hører varmepriserne i Flauenskjold til i den høje ende, når man sammenligner de omkring 400 øvrige danske fjernvarmeforsyningsselskaber. Prisstigningerne har ligget på omkring 23% i år.

Billede beskrivelse

- Ingen kender fremtiden, og derfor glæder vi os også til at få den nye varmepumpe sat i gang. Hvis alt går vel, skal vi prøvekøre den i nærmeste fremtid. Anlægget tager energien ud af luften og komprimerer den, hvorefter vi udnytter varmen i vores system. Varmepumpen vil kunne forsyne os med næsten al den energi, vi skal bruge, men vi slipper nok alligevel ikke helt for at bruge gas. 

- Om ikke andet så er det skønt at have en nødforsyning, hvis det bliver rigtigt koldt. Så kan varmepumpen sikkert ikke klare det hele, og så må vi bruge gas. Nu behøver det ikke være den dyre naturgas, for det kan også være biogas, som man jo producerer mere og mere af, fortæller varmemesteren, der selv beskriver, at hans vigtigste opgave er at sørge for, at det hele kører.

Kundeplejen er vigtig

- Meget er jo automatiseret, men der er stadig en del, der skal klares manuelt. Jeg skal ikke ud og reparere et rør i byen, men jeg skal lukke for nogle haner, så skaden bliver så lille som muligt. Jeg har alarm på telefonen, hvis der sker noget. Det er værst med solfangerne. Hvis strømmen går en varm sommerdag, så går det hele i kog med det samme. Så skal der handles hurtigt. Heldigvis har vi en nødstrømsgenerator, som kan startes. Endelig er der jo også kundeplejen, fortæller han.

Udover de tekniske opgaver skal varmemesteren også sørge for kundepleje, og det er noget, han lægger stor vægt på.

- Der er mange, der kigger indenfor her på varmeværket. Det er hyggeligt. Jeg har altid kaffe på kanden, og så får vi en sludder, siger han og peger på, at det lille varmeværk nu er ved at være der, hvor det skal være.

- Med investeringen er vi ved at have gjort, hvad vi kan som mindre varmeværk. Vi kunne dog godt bruge en større akkumuleringstank. Gerne fire gange så stor, men den koster vel i omegnen af tre millioner, så det er ikke aktuelt lige nu. Når vi får det nye anlæg i gang, er vi klar til de kommende år, selvom ingen jo i disse tider ved, hvad der kommer til at ske, siger varmemester Peter Gilbak.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste