Varm rock og svedig linedance

Strandfesten i Asaa bød lørdag på linedance, musikalsk underholdning og godt vejr

03. juli 2019 kl. 16.01

ASAA: Mens søndagen traditionen tro var forbeholdt væddeløbet, så var lørdagen afsat til line dance og country musik, da Asaa Borgerforening afviklede den årlige strandfest i høj sol og med sydeuropæiske temperaturer. Inde i teltet, hvor danserne sled bravt i det hele eftermiddagen, var der endnu varmere, så det blev en særdeles varm oplevelse for de mange energiske dansere.

Aftenens musikalske underholdning foregik under mere humane temperaturer, men de dygtige musikere formåede alligevel at skrue op for både varmen og stemningen i teltet.

Borgerforeningen havde valgt at videreføre sidste års musikalske succes og udvidet underholdningen, så det ikke alene var country, der blev spillet, men også Rock’n Roll under overskriften ¨Oldies But Goodies Country & Rock’n Roll¨. Så var der plads til det hele til stor glæde for det veloplagte publikum. Musikken blev leveret af Bibi & Sniff og af Mr. Jack and the Daniells.

Inden aftenens musikalske underholdning var der fællesspisning i teltet, hvor menuen også i år var bøf med bløde løg og masser af brun sovs leveret af Møllehuset.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste