Værs’go - 90.000 nye træer
SKOVREJSNING: Designvirksomheden Skagerak planter 24 ha ny skov til foråret for at blive CO2-neutral
Den danske designvirksomhed Skagerak har opkøbt ejendommen Dorfvej 72a tæt på Dronninglund Storskov og realiserer dermed et stort ønske om at plante egen skov. Det sker i et samarbejde med Hedeselskabet, som skal plante 24 hektar ny skov. Skoven skal blandt andet sikre CO2-optag, biodiversitet og give nye naturoplevelser til lokalbefolkningen.
De fleste kender Skagerak for deres klassiske møbler, men bag det tidløse design står også en virksomhed, som tager ansvar og leder efter nye veje til at bidrage positivt til omverdenen. I 2019 forpligtede virksomheden sig til at være CO2-neutral i 2030, og nu tager Skagerak endnu et skridt på den rejse, når de sammen med Hedeselskabet planter 90.000 træer ved Dronninglund.
Nyt naturområde
- Projektet er et stort ønske, som nu går i opfyldelse. Både fordi Skagerak elsker træ, men også fordi vi vil drive vores virksomhed på en måde, hvor vi giver tilbage til vores omgivelser. For os handler det om at tage ansvar og bidrage positivt, hvor vi kan. Med vores kommende skov håber vi, at vi kan skabe et nyt naturområde, som lokalsamfundet i Dronninglund kan få glæde af, og projektet er samtidig et naturligt næste skridt på vores rejse mod at blive CO2-neutrale i 2030, siger Jesper Panduro, ejer og CEO i Skagerak.
Hedeselskabet planter
Skoven plantes i samarbejde med Hedeselskabet, som gennem 155 år har været den førende kapacitet inden for skovrejsning i Danmark. Området er i alt 42 hektar, hvoraf der plantes træer på de 24 hektar. Resten af ejendommen vil blive brugt til tiltag, der fremmer biodiversiteten og rekreative formål såsom shelter, bålplads m.m.
- Da vi begyndte at plante skov i Jylland tilbage i 1866, var der kun få procent skov tilbage i Danmark. I dag er tallet steget til ca. 15 %. Det tal skal stige endnu mere. Derfor er det fantastisk, at virksomheder som Skagerak er sit ansvar bevidst og er med til sikre plantning af ny skov lokalt i Danmark. Hvert træ, der plantes, er med til at gøre vores samfund mere bæredygtigt, og ved at udnytte vores mere end 150 års erfaring kan vi være med til at sikre, at skoven plantes og forvaltes på den bedst mulige måde for både klima, natur og mennesker, siger Axel Lorenzen, direktør for Grønne Investeringer i Hedeselskabet.
Plantningen foretages i foråret 2022, og når skoven står klar, vil den indeholde en mangfoldighed af trætyper, der sikrer CO2-optag, biodiversitet og muligheder for rekreative oplevelser for naboer og andre naturelskere i området.
Ansvarlig virksomhedsdrift
Skagerak er en international designvirksomhed, som producerer kvalitetsmøbler, der kan leve gennem generationer. Virksomheden blev B Corp certificeret som en af de første virksomheder i Norden i 2017, og lever således op til høje standarder inden for social og miljømæssig bæredygtighed samt ansvarlig virksomhedsdrift. Virksomheden blev grundlagt i Danmark i 1976 og har i dag omkring 45 ansatte med hovedsæde i Aalborg samt showroom og kontor i København.