
Uventet gave skal bruges på tyrolerfest
Købmand Thomas Nymann Geller er en driftig og populær mand i Asaa. Også på Asaa Friplejehjem, hvor han i sidste uge mødte op, da plejehjemmets venneforening holdt generalforsamling. Med sig havde han en check på 10.000 kroner, som han havde skaffet via KFI, der er en fond, der arbejder for at styrke den frie købmands position i Danmark.
- Vi er naturligvis glade for pengene og ved helt nøjagtigt, hvad vi skal bruge dem til, sagde formanden for Asaa Friplejehjems Venner, Lisbeth Krøgh, da hun fik overrakt checken.
- Vi vil lave en tyrolerfest til oktober, og det glæder vi os til, Vi har allerede skaffet et godt tyrolerorkester fra Viborg, og i den kommende tid skal vi have syet tøj til beboerne, så vi kan få en rigtig tyrolerfest, sagde hun, der regner med at kunne samle 80-90 til festen.
- Vi har en meget aktiv venneforening, som er med til at berige og glæde beboerne og deres familier. Vi er omkring 25 frivillige, som tilbyder hjælpende hænder, og som er med til at lave en række aktiviteter. Vi laver bl.a. fredagscafé hver anden fredag. Det er en stor succes og noget, både beboere og pårørende er glade for, fortalte Lisbeth Krøgh.