Unge udlændinge vil mødes med Brønderslevs ældre
Alle ældre kan gøre gavn som frivillige i lokalsamfundet. Det er udgangspunktet i et projekt, som matcher lokale, ældre borgere med udlændinge, der er i gang med at lære dansk.
Projektet, Frivillighed til ALLE ældre, er nu kommet til Brønderslev på baggrund af en bevilling fra Nordea Fonden.
Hvorvidt man får hjemmehjælp, bor i ældrebolig, på plejehjem eller blot har lyst til at hjælpe, gør ingen forskel. Man skal bare have lysten til at mødes og tale dansk med en ung, der ikke er vokset op med dansk som modersmål.
De unge med udenlandsk baggrund er typisk sprogstuderende eller i arbejde. Fælles for dem alle er, at de er motiveret for at blive bedre til dansk og deltage i frivillige aktiviteter.
- Udgangspunktet for dem alle er, at de gerne vil være bedre til hverdagsdansk, siger Nicklas Stenfeldt fra Elderlearn.
- Det er erfaringen, at der opstår en ligeværdig relation gennem samtalen, der også for nogle deltagere fører til udflugter, gåture og andre aktiviteter i lokalområdet, siger Andreas Reventlow, der sammen med Nicklas Stenfeldt har stiftet Elderlearn.
- »Frivillighed til ALLE ældre«-projektet er en mulighed for ældre borgere til at engagere sig i en aktivitet, som ikke kræver andet, end at man har en kop kaffe på kanden derhjemme. Vi håber, at tilbuddet vil henvende sig til nogle af de ældre, der enten ikke længere kan komme ned i foreningerne, eller som gerne vil lave frivilligt arbejde udenfor rammerne af det klassiske foreningsliv, siger Katrine Lester fra Danske Seniorer.
Projektet er et samarbejde mellem Danske Seniorer og den socialøkonomiske virksomhed Elderlearn.
Både de ældre og de sprogstuderende tilmelder sig på hjemmesiden www.Elderlearn.dk eller ved at ringe på 60560653.
Herefter bliver de matchet ud fra afstand, ønsket tidsrum og interesser.
Når der er fundet et match, får begge parter besked, de bliver hjulpet med at arrangere det første møde, får materiale at tale om, og der bliver fulgt op på, hvordan det går.