Unge forfatterspirer

03. juli 2017 kl. 07.56

Der tastes og tastes. Ja tasterne er nærmest rødglødende.

Stedet er skriveskolen på Brønderslev Bibliotek.

Her er nogle unge forfatterspirer i gang med at sætte deres fantasier på tryk.

Det er Brønderslev Bibliotek, der står bag skriveskolen, der er for dem, der er for unge til at komme i forfatterskole.

Det er 22-årige lærerstuderende Nikoline Asmund Thomsen fra Agersted, der er leder af skriveskolen.

Hun er næste år færdig som lærer, men skriver en masse i sin fritid.

Hun har skrevet to romaner, der faldt i god jord hos forlag, men de er endnu ikke udgivet.

- Jeg håber en dag at få udgivet en novelle, fortæller Nikoline Asmund Thomsen.

Hun har i tre år gået på Brønderslev Forfatterskole, hvor hun har fået en god ballast til at skrive.

12-årige Theis Vadsager Sindbæk er i gang med at skrive en krimi.

- Den handler om et mord på franskmanden Leü Twör, fortæller Theis.

Han holder også af at skrive stil, men vælger helst sit eget emne at skrive om.

Marie Kirkegaard Jensen, 11 år, er mest til fantasy.

- Jeg skriver om en pirat, der selvfølgelig godt kan li’ at sejle. Forældrene dør ret kort ind i forløbet, fortæller Marie Kirkegaard Jensen.

Stine Mejlgaard Bjerre på 12 år, skriver om en prinsesse, der slet ikke ønsker at være prinsesse.

Cecillia Hedegaard Holm Jensen på 12 år skriver om en 13-årig forældreløs pige, og hvordan hun klarer sig.

Børnene er enige om, at de gerne bruger en uge af sommerferien på at få udløst deres skrivelyst. Og så glæder de sig til, at de senere skal på sommerferie.

Bidragene fra de skrivelystne unge udgives i et samlet hæfte. Det er Brønderslev Bibliotek, der sørger for det.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste