Livet her

Ulsted Autohandel er Danmarksmestre - igen

15. februar 2022 kl. 16:00

ULSTED: Mens det i år er 50 år siden, at Ulsted Autohandel fik status som landets første Mazda-forhandler, så kan virksomheden krone jubilæumsåret med fornem hæder.

Således er Ulsted Autohandel strøget til tops i hele to kundetilfredshedsundersøgelser. Den lokale Mazda-forhandler er Danmarks bedste - både hvad angår kundernes oplevelser af salgsafdelingen samt på kundernes tilbagemeldinger på den service, der ydes på værkstedsfronten.

Det er første gang, at Mazda Danmark tildeler de to priser til den samme forhandler på én gang.

- Vi fik for et stykke tid siden besked om, at vi for andet år i træk havde vundet prisen for den bedste service, siger medindehaver af Ulsted Autohandel, Brian Olsen.

– Det i sig selv var vi selvfølgelig stolte over. Så da Mazda Danmark for nyligt overbragte os nyheden om, at vi også var blevet bedømt som den bedste forhandler på salg, så kunne vi næsten ikke begribe det. Det er jo aldrig sket før.

Han hæfter sig især ved det faktum, at det i begge tilfælde er kunderne, der har stået for kåringen.

– For os er det en ekstra stor anerkendelse. Det betyder rigtig meget, at netop kunderne har tildelt os prisen. Det er jo dem, vi lever af og dem, som i sidste ende skal bedømme vores arbejde.

Kunderne i centrum

Brian Olsen står sammen med Hanne Jokumsen og Peter Jacobsen i spidsen for Ulsted Autohandel, der i 1952 blev etableret af Reinhard Jensen. Siden overtog sønnerne Torben og Bjarne virksomheden, som i 2015 blev videresolgt til de tre nuværende indehavere.

Skiftende ejere til trods, så er de grundlæggende elementer for succesen ikke ændret. Et vedvarende fokus på kundeservice spiller stadig en central rolle. Og ifølge Brian Olsen er det her, nøglen til succesen ligger gemt.

– Vi gør en kæmpe dyd ud af, at kunden er i centrum, siger han.

- Det gælder hele vejen rundt, og det er lige meget, om det handler om salget af en ny bil eller om udskiftning af et tændrør. Kunderne skal føle, at de får den bedste behandling i verden. Det er også det allerførste, vi lærer vores unge mennesker, når de eksempelvis begynder i lære. Jeg tror da, at det er dén tilgang, der gør, at vi scorer så højt på tilfredshedsundersøgelserne.

Han beretter videre, at medarbejdernes anciennitet ligeledes er høj hos Ulsted Autohandel.

– Folk er ofte ansat hos os i rigtig mange år. En enkelt har være her i 45 år og flere andre i både 20 og 30 år. Det tager vi som et kompliment.

Medarbejdernes fortjeneste

Udover de tre indehavere tæller Ulsted Autohandel i alt 16 medarbejdere.

Det er langt fra den største Mazda-forhandler i landet, men for Brian Olsen og co. spiller det ingen rolle.

– Vi har bogstaveligt talt kunder fra hele Danmark. De kommer langvejs fra, og det tilskriver vi selv et godt renommé. Det hænger igen sammen med den service, vi forsøger at levere. For nyligt solgte jeg eksempelvis to Mazda-biler til et ægtepar fra Hirtshals – en ny til manden og en brugt til konen. Det var første gang, de var her, og dagen efter ringede manden og roste os for vores service. Og siden har vi så solgt yderligere fire biler til folk fra Hirtshals. Vi tror selvfølgelig det skyldes, at den første kunde har talt pænt om os, siger Brian Olsen, der i øvrigt tilskriver hele æren til medarbejderstaben.

– Det er udelukkende deres fortjeneste. Vores ansatte yder hver dag en uovertruffen indsats. Uden dem var vi intet. Det er da helt sikkert, at vi skal fejre det her på passende vis med vores medarbejdere. Og så regner vi desuden med, at vi i løbet af året markerer vores 50-års jubilæum som Mazda-forhandler med et kundearrangement. Så kan vi også få sagt pænt tak til dem, siger Brian Olsen.

Mazda Danmarks kundetilfredshedsundersøgelser er baseret på spørgeskemaer, der automatisk tilsendes kunderne i forbindelse med salg og service.

Annonceret indhold

Nyeste