Uhyggen spredte sig i byen
I Brønderslev midtby blev halloween fejret med masser af uhyggelige indslag. Selv Grev Dracula kom på besøg.
For børnene var der masser af gru. Børnene kunne deltage i en konkurrence om den mest uhyggelige udklædning, ligesom det flottest udskårne græskar blev præmieret.
Også personalet i butikkerne havde iklædt sig heksekostume det meste af dagen.
I teltet solgte Inner Wheel heksebryg i form af græskarsuppe. Pengene går til, at ældre kan besøge Vildmoseporten i Store Vildmose.
Nogle af de børn, der deltog i konkurrencen om den mest uhyggelige udklædning, var Karla og Pelle, der var sammen med mor, Sara Aarup-Kristensen.
Masser af børn afleverede udskårne græskar. Fem-årige August Sonnesen på fem år har udskåret et flot græskar. Han var mødt op sammen med storebror Albert Sonnesen på otte år og mor Malene Frederiksen.
August fortæller, at han selv har skåret græskarret ud.
- Vi har brugt kniv og ske. Men det var noget hårdt, bemærker han.