Udsigt til færre indbrud i julen
BOLIG: Juleaftensdag er normalt den dag på året med flest ubudne gæster – men så kom corona. Ejendomsmæglerkæden Home forventer derfor færre indbrud
Med 211 indbrud den 24. december var juleaften den dag i 2019 med flest indbrud, og dagene omkring jul lå et godt stykke over årsgennemsnittet for anmeldte indbrud. Det viser tal fra Danmarks Statistik.
- Mønsteret med rekordmange indbrud juleaften og relativt mange indbrud nytårsaften går igen i tidligere år, siger statistikansvarlig Isabell Bang Christensen.
Men det kan meget vel ændre sig i år, hvor corona-restriktionerne vil påvirke vores juletraditioner, mener ejendomsmæglerkæden Home i en pressemeddelelse.
- Vi må samles færre i år, og der vil derfor højst sandsynligt være færre, der rejser på tværs af landet for at holde jul i år, end vi ellers ser, vurderer boligmarkedsanalytiker i Home Henrik Hauthorn Jensen.
- Og når flere er hjemme, får indbrudstyvene sværere ved at bryde ind i folks hjem, uddyber han.
Det samme skete i foråret, hvor antallet af anmeldte indbrud i beboelser var historisk lavt, hvilket sandsynligvis hang sammen med, at mange i løbet af foråret opholdt sig hjemme efter nedlukningen af Danmark som følge af Covid-19.
En spørgeundersøgelse fra YouGov og Home fra sidste jul, viser, at vi ellers godt kan lide at holde julen ude hos andre. Alt i alt svarede otte ud af ti (83 procent), at de gerne er gæst hos andre juleaften.
- Mange af dem vil blive nødt til at tage deres juleplaner op til revision i år i coronaens lys, og vi regner med, at flere vil holde jul hjemme i år og gøre det svært for ubudne gæster at bryde ind i julefreden, siger Henrik Hauthorn Jensen fra Home.
Undersøgelsen fra december 2019 viste i øvrigt, at det kun for 12 % ’betyder alt’, at juleaften bliver holdt hjemme hos dem.
Fakta
Ifølge spørgeundersøgelsen fra YouGov og Home har de, der skal på farten rundt i Danmark til jul normalt omkring 80 km til deres juledestination. Længst har københavnerne, mens nordsjællænderne og østjyderne har kortest til julefesten d. 24. december.