Udsigt til elendig vinhøst på Nygårdsminde
BRØNDERSLEV: Regn, regn og atter regn. Det kræver sin mand at stå op hver morgen og lytte til vejrudsigten, når man er vinbonde og afhængig af godt vejr, hvis årets høst skal blive god.
Så det har hidtil været en deprimerende sommer for Jan Lunde fra Nygårdsminde, der siden 2010 har forsøgt sig som vinbonde.
Og 2024 kommer ikke til at gå over i historien som et godt vinår.
- Vinen blomstrede den 18. juni, og det var såmænd fint nok. Men blomstringen skal helst være ovre efter 14 dage. Sådan er det bare ikke gået i år, hvor blomstringen har varet dobbelt så lang tid. Og det har gjort, at druerne er langt tilbage i vækst. De blå druer har jeg helt opgivet, mens der stadig er et lille håb for at vi kan få lidt god høst med de grønne druer, siger Jan Lunde.
Men de grønne druer skal have hjælp fra vejrguderne, hvis høsten skal blive bare nogenlunde i år.
- Så skal vi have masser af varme og stabilt solskin. Solen skal helst skinne uafbrudt hele august og september, og temperaturerne ligge fast på omkring 25 grader, siger Jan Lunde.
Uden at ligne en, som tror på, at det kommer til at ske.
- Men det er jo sådan, det er at være landmand, siger han.
Og den fugtige sommer er ikke kun et problem i forhold til manglende vækst i druerne. Flere drueklaser er blevet ramt af den skadelige svampespore meldug, og disse drueklaser skal fjernes nu, så meldugen ikke breder sig til de raske druer.
Vinbonden og hans folk har altså nok at se til, selv om høsten ser ud til at blive ringe. Der skal stadig luges ud omkring vinstokkene, syge druer skal fjernes, og planterne bare passes og plejes, så næste års høst kan blive bedre end i år.
Den dårlige vinhøst kommer selvfølgelig til at koster en masse penge i tabte indtægter.
- Men man kan heller ikke leve af at være vinbonde, forklarer Jan Lunde.
Som da også har virksomheden Ventisol i Vrå med 20 ansatte, der producerer pvc-vinduer. Så økonomisk klarer Jan Lunde skærene, selv om vinhøsten i år slår fejl.
At være vinbonde i Danmark er lidt at et lotteri.
Men hvem ved? Næste år kan måske blive en god, varm og solrig sommer. Så vinhøsten kan blive meget bedre end i denne våde, svigefulde sommer.