Udsigt til 100 nye boliger i midtbyen
Midtbygruppen i Brønderslev får ros for stort projekt, der nu er næsten klar til politisk behandling
BRØNDERSLEV: - Det er det mest ambitiøse projekt, vi har set. Det siger kundechef Mikki Frandsen fra ejendomsselskabet Domea, der er én af spillerne i projektet.
Mikki Frandsen fortæller, at Domea for tiden bygger i stort set alle landets kommuner, og for tiden har projekter for 11 milliarder kroner i gang.
- Det er et godt gennemarbejdet projekt, som Brønderslev kan være stolt af, siger han.
Domea regner med efter sommerferien at stikke spaden i jorden til ca. 100 boliger på det område, der i dag huser rets- og politibygningen.
Mikki Frandsen regner med, at boligerne vil stå klar om to år.
Midtbygruppen har efter et halvt års arbejde næsten afsluttet arbejdet, og på det næstsidste møde blev præsenteret et projekt, som Niras har udarbejdet på baggrund af meldingerne fra midtbygruppen.
- Vi mangler nu kun at få en drøftelse af, hvad der skal være i rammerne på selve Banegårdspladsen, fortæller Karsten Frederiksen (K), formand for teknik- og miljøudvalget.
Nørregade lukkes
Planlægger Tine Astrup Jakobsen fra Brønderslev Kommune fortæller, at det er planen at lukke Nørregade helt.
- Det var oprindeligt planen, at der som det eneste skulle køre busser i Nørregade, men politiet mener, at Nørregade skal være åben for al trafik eller også slet ingen. Så vi har valgt at finde andre ruter til busserne.
Netop gennemførte trafiktællinger viser, at der er omkring 3.000 trafikanter, der hver dag kører i området. De skal finde andre veje, men det mener Tine Astrup Jakobsen også, at andre veje kan bære.
Ifølge markedschef Claus Otto Nielsen fra Niras lægges der op til, at der bygges i to-tre etager på Banegårdspladsen.
Der er forslag om, at der skal være en restaurant, ungdomshus og måske Brønderslev Amatør Scene i disse bygninger.
Men det er noget af det, der skal arbejdes videre med. Det er planen at lave et forsænket område med plads til siddepladser, scene, legeområde med mere.
Der skal også være en form for vand på pladsen. Da Brønderslev ligger i kanten af Store Vildmose kan det være en form for damp, som relaterer til dis over mosen, kaldet mosekonen brygger.
Der bliver masser af grønne områder, og det er planen, at der skal plantes rododendron på pladsen, som skal skabe relationer til den nærliggende Hedelund Rhododendronpark. Om vinteren er det planen, at dette område skal bruges til skøjtebane.
Alene boligprojektet vil koste ca. 150 mio. kr.
Et godt forslag
Karsten Frederiksen, der har stået i spidsen for midtbygruppens arbejde, synes det er et godt forslag, der nu er ved at være klar til aflevering til politisk behandling.
Karsten Frederiksen beklager, at der endnu ikke er indgået en aftale omkring DSB-bygningen.
- Nogle mener, at dele af bygningen skal bevares, mens andre ønsker den jævnet med jorden. Men vi må vente på, at der findes en løsning,
Karsten Frederiksen tør ikke udtale sig konkret om, hvornår projektet realiseres.
- Men der vil være byggeplads i nogle år, mener han.
Han mener, at byggeriet skal gennemføres i én proces og ikke i for mange etaper.
Borgmester Mikael Klitgaard (V) siger, at det er et så stort projekt, at det skal behandles i forbindelse med budgetforhandlingerne for 2019, som sker til september.
Mikael Klitgaard håber, at der kan findes en investor, der vil forestår byggeriet på selve Banegårdspladsen.
Handelschef Lars Bisgaard har mange rosende ord om projektet.
- Det er noget, vi kan være stolte af, og det vil trække folk til byen.
Formand for Brønderslev Handel, optiker Jan Kjølby, understreger, at der ikke må nedlægges for mange parkeringspladser.
Claus Otto Nielsen fortæller, at det er forholdsvis få pladser, der forsvinder med de nye aktiviteter på pladsen.