Ud i naturen trods regnvejr
FDF og Dronninglund Kirke lokkede familier ud i naturen med spændende aktiviteter
DRONNINGLUND: Vejret drillede, da FDF i samarbejde med Dronninglund Kirke sidste lørdag lavede et arrangement for børnefamilier med børn i tre til fem årsalderen.
Der var lagt store planer om at gå på opdagelse i naturen, finde mærkelige insekter, bygge huler og mange andre sjove ting, man kan foretage sig i naturen. Målet var nemlig at komme ud i naturen og få gode oplevelser sammen med andre familier.
Arrangementet blev gennemført, og både børn og voksne fik naturligvis gode oplevelser trods regnen.
Flere udendørs aktiviteter blev da også gennemført. Det gjaldt også bålet, der skulle bruges til at bage pizzaer på. Det overdækkede man med en presenning, så man kunne sidde i tørvejr og bage pizzaer, som man i forvejen havde lavet indendørs.