UB-damer nærmer sig toppen
Ulsted Boldklubs enlige damehåndboldhold havde ingen problemer, da de tirsdag aften tog imod Grindsted i serie 4. Med en sejr på 15-9 distancerede hjemmeholdet netop Grindsted på puljens andenplads. Begge hold har 8 point i behold, men Ulsted har spillet en kamp færre.
Sejren var ganske fortjent. Ulsted bragte sig i front 7-0, inden det lykkedes gæsterne at komme på måltavlen. I det hele taget var hjemmeholdet langt mere direkte og effektive, om end det efter pausen kneb en smule med koncentrationen i de afgørende facetter.
Ulsted skal atter i aktion den 18. marts. Her gælder det udekampen mod rækkens bundhold, Aalborg HK Star.
Puljen toppes af Visse IF, der er to point foran Ulsted.