Tysk kunstnerpar elsker Kattegats farver
Keramik og malerier udgør hovedproduktionen i et nyt atelier på Mølholtvej 4 ved Hals. Colours of Kattegat hedder stedet, der drives af Gabriella og Frank Hofer. Det tyske par er for nyligt flyttet til Danmark for, som de selv siger, at komme tættere på havet.
- Vi har i mange år drevet et stort atelier i Düsseldorf. Men vi er er faldet for Danmark og ikke mindst for Østkysten. Og så bød muligheden sig for at købe ejendommen her, fortæller Gabrielle Hofer.
Parrat har brugt de seneste måneder på at ombygge stuehuset med værksted og atelier, mens ladebygningen rummer udstilling og galleri.
Forrige lørdag slog Gabriella og Frank så dørene op for første gang. Her var der mulighed for at gå på opdagelse blandt den omfattende samling af kunst og kunsthåndværk som parret står bag. Trods kun få måneder i Danmark har de allerede kreeret en række værker med Nordjylland og Hals-området som inspirationskilde.
- Vi er meget optagede af farverne her på egnen. Deraf også navnet på vores atelier, forklarer Gabriella.
- Vi glæder os til at komme endnu mere i gang med produktionen og især til at vise arbejdet frem for publikum, tilføjer hun.
Udover keramik og malerier er Colours of Kattegat blandt andet også leveringsdygtig i smykker og malede strandskaller. Ligeledes indgår bestillingsarbejder i produktionen. I løbet af de kommende måneder lanceres desuden en række workshops, hvor der er mulighed for at fordybe sig i diverse udtryksformer.