Tysk flyvrag udstilles
Nu får interesserede nordjyder lejlighed til at se vragdelene fra det tyske Messerschmitt-fly, der i marts blev fundet på en mark ved Birkelse.
Nordjyllands Historiske Museum har lånt et lokale på Skudehavnsvej 35-37 i Aalborg, hvor både flydele og andre fundne genstande, der har tilført flyets 19-årige pilot, Hans Wunderlich, kan vises frem. Udstillingen åbner Kristi himmelfartsdag, torsdag 25. maj, og er åben til og med 8. juni.
På samme adresse ved skudehavnen i Vestbyen slår det nye Aalborg Street Food dørene op. Lars Nørbach, direktør for Nordjyllands Historiske Museum, håber, at de to aktiviteter i forening kan trække mange mennesker til stedet.
På udstillingen kan publikum få et nærmere kig på de mange vragdele af flyet, der blev gravet op på marken i Birkelse - blandt dem flyets Daimler-Benz motor, agterhjulet, instrumenter fra cockpittet, propelfragmenter, maskingevær og dele af landingsstellet.
Desuden kan man se Hans Wunderlichs armbåndsur, hans soldaterpapirer, en pung med mønter, cigaretpapir, kondomer, madbilletter og pilotens kalenderbog.
Desuden udstilles noget af hans tøj - blandt andet uniformsjakken med luftwaffemærker på - samt hans faldskærm, redningsvest og skråhue.