Turisme og detailhandel på dagsordenen
Borger 9700 har flere ting, der skal vendes - aftenen byder også på oplæg om Banegårdspladsen og flytteplaner hos BAS
BRØNDERSLEV: Når Borger 9700 19. marts holder generalforsamling i Brønderslev Hallerne, er der flere emner på dagordenen.
Det fortæller formand Jens Tofting, der gerne vil ind på de to emner turisme og detailhandel.
- Vi vil gerne ind på, at der skal handling til. De to punkter kan ikke løses af frivillige. Det er politisk handling, der skal til, mener han.
Han mener, at turismen har været nedprioriteret.
- Når man ser, hvilken styrke turismen har i Nordjylland, så skal man være fremme i skolene og ikke være bagefter, mener han.
Han peger også på, at der er tomme butikker i byen, og her mener han, at man fra politisk side skal gøre noget.
- Man må komme andre ting i dem eller lave tiltag, der kan styrke det. Turisme kan også være med til at styrke detailhandlen, påpeger Jens Tofting, der peger på, at der i en ny analyse af detailhandlen fremgår nogle anbefalinger, man kunne følge - herunder at fange de store detailkæder, der er i Danmark.
På generalforsamlingen kan de fremmødte også blive klogere på byggeriet på Banegårdspladsen, hvor Mikki Frandsen fra Domea, som står for byggeriet, kommer og fortæller.
Desuden kommer BAS (Brønderslev Amatør Scene) og fortæller om deres planer om at flytte over i PN’s bygninger.
Borger 9700 tæller cirka 550 medlemmer, og blandt deres store årlige arrangementer er Kulturdagen, Bæredygtighedsfestivalen og sankthans i Rhododendronparken.
Der skal også ske valg til bestyrelsen på generalforsamlingen - Jes Jacob, Karl Johan Nørregaard, Per Nielsen og Jens Tofting er på valg og er alle villige til genvalg.