Tur i efterårsskoven
Vejret var perfekt, da naturvejlederne inviterede til løvfaldstur i efterårsskoven omkring Naturskolen i Lunken i Pajhede Skov.
Deltagerne blev mødt med en lille udstilling af udstoppede dyr og fugle fra naturskolens samling. Udstillingen illustrerede dyrenes forskellige måder at klare vinteren. Fra pindsvinet der snorksover hele vinteren, til grævling og egern der også sover, men ind imellem står op når sulten gnaver.
Fugle er ikke kun trækfugle og standfugle. Også vejrfugle og invasionsfugle fik en forklaring med af naturvejlederne Christian Nørgård og Knud Andersen. Derefter begav hele flokken sig til skovs. Ved naturskolens bistade fortalte naturvejlederne om biernes måde at danne vinterklynge, og dermed holde varmen så flest mulige af bifamilien overlever vinteren. Når det gælder hvepse og humlebier går det værre, her overlever kun de nye befrugtede dronninger vinteren, mens resten af samfundet går til.
Det tykke lag af nedfaldsblade i smukke farver går alt sammen til genbrug. Naturvejlederne brugte en såkaldt rystepose til at vise et mylder af små dyr fra tusindben, mosskorpioner, enchytræer, bænkebidere og regnorme, der alle hjælper med til at nedbryde de brune blade.
Egebladets galleæbler et typisk tegn på efterår blev fundet og skilt ad, og sørme om der ikke sad voksne galdehvepse og larver velbeskyttet inde i gallen.
Turen sluttede i Naturskolens lune lokale, hvor den medbragte kaffe blev nydt og snakken gik om de oplevelser, turen havde budt på.
På grund af nogle misforståelser var turens starttidspunkt annonceret på forskellige tidspunkter, hvilket resulterede i, at flere gik glip af turen.
- Det er aldrig sket før i de 25 år, vi har arrangeret ture, fortalte naturvejlederne og beklager dybt det skete.