Tre dages parkfest
- Det ligner jo nærmest en festival nu. Formand for Parkfestivalen, Ole Jespersgaard, kan glæde sig over, at festivalen i år strækker sig over tre dage.
Årets Parkfestival i Hedelund Rhododendronpark i Brønderslev byder på masser af musik. Fredag aften afgøres konkurrencen Byens Bedste Band/Singer-Song-Writer. Det er Brønderslev Kulturskole, der strå bag konkurrencen, der i år har to kategorier. Foruden Byens Bedste Band skal der findes en vinder inden for Singer-Song-Writer-genren.
Lørdag er det så Brønderslevs berømte pigtrådsdrenge Pretenders, der indtager scenen.
Pretenders blev verdenskendte, da de i 1968 vandt DR’s konkurrence Toppen af Poppen.
- Der er billetter tilbage, som sælges ved indgange. Vi håber på stor opbakning, så vi kan fortsætte denne tradition, siger Ole Jespersgaard. Entreen er kun 50 kroner.
Lørdag går det så løs i parken. Formand for Brønderslev Kommunes fritids- og kulturudvalg, Margit Chemnitz, foretager den officielle åbning af Parkfestivalen, der er den 21. i rækken.
På amfi-scenen - Buus-scenen - optræder Alberte Winding med Band, Kejser Larsen Band og PS Swing Band.
Frokostjazzen leveres af Marianne og John. På plænen er der underholdning af blandt andet Hjemmeværnsorkestret og Jerslev Byorkester.
der er masser af aktiviteter, kanosejlads og Brønderslev Lystfiskeriforening står klar med at hjælpe med at fiske i søerne, hvilket ellers er forbudt. Der bliver også udstilling af kunst.
Det er Parkfestivalens og Brundergildets medlemmer, der står for at servere mad.
- Vi har omkring 30 frivillige i sving fra Parkfestivalen og Brundergildet, fortæller Ole Jespersgaard.
Han fortæller, at salget på pladsen er en vigtig indtægtskilde.
- I fjor løb det næsten rundt. Da fik vi et tilskud på 15.000 kr. af Brønderslev Kommune. I år er det på 30.000 kr., så det hjælper os meget.
- Med et presset budget, er vejret en helt afgørende faktor, siger Ole Jespersgaard.