Travlt år i Vester Hassing Centerråd
Formanden så tilbage på årets mange aktiviteter ved generalforsamlingen på Hassinghave
VESTER HASSING: Formand Else Gjedde så tilbage på et travlt år, da Vester Hassing Centerråd forleden gjorde status. Ved generalforsamlingen på Hassinghave hæftede hun sig blandt andet ved den lange række af arrangementer, der har indrammet aktivitetscentret. Hun takkede endvidere lokalrådet for et godt samarbejde.
Generalforsamlingen blev kombineret med et indlæg om Projekt Ulsted ved aktivitetsleder Lone Svendsen. Ligeledes berettede Niels Jørgensen om sit arbejde i lokalrådet og bruger/pårørenderådet.
Der var genvalg til Else Gjedde, Folmer Christensen og Hanne Christensen. Eftermiddagen blev rundet af med sang, inden bestyrelsen konstituerede sig med Else Gjedde som formand og Ellen Olsen som næstformand. Folmer Christensen er kasserer, mens Hanne Christensen fungerer som sekretær i centerrådet.
Vera Thorup, Karen Christensen og Margit Madsen er menige medlemmer af bestyrelsen.