Billede beskrivelse

Travlhed i testcentret: Nu er der gang i kviktest i Brønderslev igen

15. november 2021 kl. 08.50

Covid-19 har atter status som en samfundskritisk sygdom. Derfor skal vi igen vænne os til en hverdag med coronapas. Passet skal op af lommen ved besøg på restauranter, i biografer og ved arrangementer, der omfatter mere end 200 mennesker indenfor og 2.000 udenfor.

De nye regler trådte i kraft fredag morgen, og det kunne straks spores på aktiviteten hos Falcks lyntest-center på Peder Møllers Plads i Brønderslev. Hele dagen strømmede det til med borgere, der ville testes, og medarbejderne havde således nok at se til.

- Vi har haft rigtig travlt, konstaterer Hanne Søndergaard, der arbejder som poder i centret.

- Der har været kø hele dagen, men folk har taget det rigtig pænt. Trods travlheden har vi ikke oplevet negative ytringer. Tværtimod så udvises der stor forståelse for, at der kan være lidt kø her de første dage efter det nye krav, fastslår Hanne Søndergaard.

Fredag eftermiddag var Leo Ingolfsson blandt de mange, der blev testet for Covid-19. Han kommer fra Island og var af arbejdsmæssige årsager nødsaget til at lade sig teste.

- Jeg skal til en kongres mandag. Så det var nødvendigt med en negativ test. Og jeg har ikke noget problem med det. Det er helt uproblematisk for mig, og heldigvis var testen negativ, siger Leo Ingolfsson.

Fra og med uge 46 holder testcentret på Peder Møllers Plads åben alle ugens dage i tidsrummet 8 til 20.

Kravet om coronapas gælder for alle over 15 år.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste