Travle dage for Gandrup Sportsklub
En travl festuge er slut for Gandrup Sportsklub. Blandet vejrlig satte sit præg på begivenhederne, der dog generelt var ganske velbesøgte.
Ikke mindst den afsluttende Supersøndag blev et trækplaster i en uge, der allerede blev tyvstartet forrige søndag. Her havde arrangørerne inviteret til bagagerumssalg på parkeringspladsen ved klubhuset.
Tirsdag aften åbnede byfesten for alvor med sponsorcykelløb, ligesom der onsdag var mere motion på programmet. Her markerede et halvmaraton en populær nyskabelse ved byfesten med langt over 100 tilmeldte løbere. Samme aften var der fotografering til GS-kalenderen på programmet.
Festlighederne fortsatte torsdag med foredrag af Morten Wieghorst. Godt et halvt hundrede mennesker trodsede regnbygerne for en hyggelig aften i teltet med AaB-træneren.
Fredag blev der lagt arm, drukket øl og festet til bonderøvs-tema med UpFront som musikalsk leverandør. Og inden lørdagens teltbal kunne Grønnegade lade sig hylde som vinder af årets gadefodboldstævne. Samme dag var der straffesparkskonkurrence på programmet.
Byfesten sluttede søndag med blandt andet byvandring, sildebord og grillhygge.