Travl teatersæson i vente

10. maj 2017 kl. 09.50

I den kommende sæson byder Aalborg Teater på hele ti egenproduktioner, fire gæstespil, Dialog-arrangementer og samvær, samtale og sang i teatrets nyeste tiltag "Larsens Teatersuppe".

Der vil i den nye teatersæson være oplevelser for alle, både for nye og erfarne teatergængere.

- I en tid hvor verden synes at blive mere kaotisk og mindre styret af fornuft, er det vigtigt at huske på de potentialer mennesket besidder. Et af disse potentialer er at elske, og det ønsker vi at sætte fokus på i den kommende sæson, understreger direktør Hans Henriksen, Aalborg Teater.

Med det udvalg af forestillinger, der bydes på, sættes der spot på de muligheder kærligheden giver for fremtiden.

- At der findes en vej, en opdrift og en kraft i kærligheden, men at det måske kan føles som om den, i den tid vi lever i, har vanskelige vilkår. Som Thomas Mann siger: "Det er kærligheden, ikke fornuften, som er stærkere end døden", som også er det citat vi har valgt for denne sæson, fastslår Hans Henriksen.

Teatersæsonen åbnes på Store Scene med Shakespeares store og smukke klassiker "Romeo og Julie".

Romeo spilles af Stanley Bakar og Julie af Nanna Skaarup Voss.

Teaterdirektør Hans Henriksen iscenesætter dette ungdommelige og der er premiere 31. august.

8. november er der Danmarkspremiere på årets store spektakulære familiemusical "Rockulven" af Tyra Tønnessen, og med musik af Åsmund Flaten.

Rockulven indeholder alt det et rigtigt eventyr skal indeholde af skrækblandet fryd, spænding, humor og ikke mindst fængende musik.

Forestillingen iscenesættes af teatrets nye faste instruktør Martin Nyborg.

Næste år åbnes ballet på store scenes med Edmond Rostand’s store romantiske drama "Cyrano" med Martin Ringsmose i hovedrollen, som musketeren med den lyriske pen og meget store næse.

"Cyrano" iscenesættes af en af Ruslands mest tonangivende instruktører Yuri Butusov, der har vundet adskillige priser og har iscenesat forestillinger over det meste af verden.

Forestillingen har premiere 21. februar .

Sæsonen på Store Scene sluttes af med Rodgers og Hammerstein’s klassiske musical "The Sound of Music".

Karoline Brygmann har rollen som Maria, og Kaptajn von Trapp spilles af Thomas Bang, der for en stund vender tilbage til Aalborg Teater. Rollen som priorinden spilles af Lisbeth Kjærulff.

"The Sound of Music" har premiere 5. maj 2018.

Årets børne- og skolesceneforestilling bliver Astrid Lindgrens elskede klassiker "Karlsson på Taget" med Jacob Moth-Poulsen som Karlsson.

Karlsson er verdens bedste til alt - hævder han selv - for Lillebror er han i hvert fald verdens bedste legekammerat. Han får nemlig ofte besøg af Karlsson, som flyver rundt i familiens lejlighed og lyver, praler og ødelægger ting. Lillebror får skylden for det der sker, og ingen tror ham, når han fortæller om Karlsson.

"Karlsson på Taget" iscenesættes af Martin Nyborg og scenograf er Frederikke Dalum.

Der er premiere på årets børne- og skolesceneforestilling den 24. januar 2018.

På Lille Scene åbnes sæsonen med Michael Frayn’s forrygende morsomme farce Larm i kulissen, der har premiere 8. september.

Alt hvad der kan gå skævt går skævt, både under prøverne, bag scenen og ikke mindst på scenen når vi følger en teatertrups arbejde med at indøve og opføre den middelmådige komedie "Klædt af til skindet".

Blandt de medvirkende er Ena Spottag, Niels Anders Manley, Marie Knudsen Fogh, Caspar Juel Berg og Steffen Berenthz Eriksen.

Farcen iscenesættes af Anja Behrens i en scenografi skabt af Nathalie Mellbye.

15. november er der Danmarkspremiere på Julie Maj Jakobsens nyeste stykke "Aftenlandet".

Aftenlandet" iscenesættes af Tue Biering og scenografien skabes af Nicolaj Spangaa.

På rollelisten er blandt andre Lars Topp Thomsen og Katrine Høj Andersen, der begge vender tilbage til Aalborg Teater og bliver en del af ensemblet.

3. februar 2018 er der premiere på den østrigske nobelprismodtager og dramatiker Elfriede Jelineks stykke "Skygge (Eurydike siger)".

Forestillingen bygger på den antikke myte om Orfeus og Eurydike.

I forestillingen medvirker Ena Spottag, Nanna Skaarup Voss og Katrine Høj Andersen.

Sæsonen på Lille Scene sluttes af med Eugene O’Neills stærke familiedrama "Lang dags rejse mod nat" med Marianne Høgsbro i den store kvindelige hovedrolle, Mary Tyrone. Hendes mand spilles af Henrik Birch.

Forestillingen iscenesættes af Egill Pálsson i en scenografi skabt af Martin Eriksen.

"Lang dags rejse mod nat" har premiere 9. maj næste år.

På Mindste Scene er der 16. maj næste år premiere på borgerteaterforestillingen "Porno for begyndere".

"Porno for begyndere" er et scenisk hørespil, som bygger på samtaler med en række generøse nordjyder, der fortæller om deres forhold til porno. Og om deres forhold til sig selv, når de ser det.

Forestillingen skabes af Aalborg Teaters faste instruktør Martin Nyborg.

Aalborg Teater byder desuden i den kommende sæson indenfor til "Larsens Teatersuppe" i Teatercaféen.

Skuespiller Jørgen W. Larsen er vært ved to timers hygge med musikalsk samvær, en god historie, spændende gæster, fællessang og ikke mindst en god skål hjemmelavet suppe.

Gæstespil

Sæsonen 2017/2018 byder på hele fire gæstespil, alle på teatrets Store Scene.

I september gæster Folketeatret med farcen "Komedien, hvor alt går galt", med blandt andre Troels Malling, Gordon Kennedy og Jakob Højlev Jørgensen på rollelisten.

Der bliver også mulighed for at opleve Uppercut Danseteater med de to forestillinger "Tro" og "Just Blazin’".

OFF/OFF Produktion gæster med det satiriske show "Skattesagens helte", der tager udgangspunkt i skattesagen mod Helle Thorning og hendes mand.

Thurø Musikteater gæster med forestillingen "Edith Piaf", som er en gribende fortælling om en lille stor kunstners svære og turbulente liv.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste