Travl dag i Hals Rideklub

21. marts 2018 kl. 07.17

Efter de mørke vintermåneder er Hals Rideklub klar til at tage hul på foråret. Det blev forleden markeret med åbent hus og stort rykind i ridehal og stald.

Klubben barsler med flere nyheder, og blandt andet var der mulighed for at komme tæt på de små islænderheste. Således har Hals Rideklub for nylig etableret et undervisningshold for netop denne race. Dagen bød endvidere på trækture, ligesom der var lejlighed til at kigge nærmere på klubbens fine staldfaciliteter.

- Der har været ganske mange forbi, fortæller Ulla Toft Jensen fra bestyrelsen.

- Vi har for tiden omkring 40 medlemmer, men vi kan sagtens bruge flere. Og vi fornemmer en god interesse, tilføjer Ulla Toft Jensen. Hun hæfter sig desuden ved, at bestyrelsen for nyligt har fået tilgang af et par ekstra medlemmer, således at den nu tæller syv ansigter.

- Det er vi rigtig glade for. Der er nok at se til en forening som vores, så jo flere hænder vi har, jo bedre er det. Og vi føler os godt rustede til den nye sæson, konstaterer hun.

Hals Rideklub tilbyder undervisning i dressur og spring for både øvede og uøvede. Ligeledes er der mulighed for eneundervisning.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste