Trækker på erfaringen
Forleden mødtes nogle af de "gamle" drenge og piger , der tidligere har slået deres folder i Brønderslev Handels regi.
Der var højt humør fra start af og der gik ikke længe før minder og anekdoter fløj over bordet i sådan en grad at handelschef Lars Bisgaard Andreasen havde besvær med at holde styr på det hele.
- Det var en fantastisk samling og jeg er rigtig glad for at fremmødet var så stort, som det var, fortæller handelschefen.
Han kunne med glæde notere syv fremmødte, og positive tilkendegivelser fra mere end seks andre om at ville deltage fremover.
Lars Bisgaard Andreasen betegner det som tilfredsstillende ud fra den korte varsel flere af de potentielle deltagere havde fået.
- Det har været noget af et detektivarbejde at finde mails osv. på alle tidligere medlemmer, og vi er langt fra i mål, fortæller Lars Bisgaard Andreasen.
Han håber at de tidligere medlemmer af Brønderslev Handel, som ikke har fået en henvendelse, vil kontakte ham så de kan komme med i Oldtimers gruppen.
- Alle tidligere medlemmer er velkommen, slår handelschefen fast.
På det første møde blev det aftalt, at man skal satse på fem-seks møder om året, hvor der kan snakkes gamle dage, men også hvor man kunne få en snak om, hvad der aktuelt sker i handlen i Brønderslev.
- Oldtimers gruppen vil gerne have lidt fagligt med hjem fra møderne.
- Og der ud over meldte flere sig som hjælpere, når vi har nogle større aktiviteter, hvor vi kan bruge lidt frivillig arbejdskraft.
Her pointerer handelschef Lars Bisgaard Andreasen dog at det ikke er et must at man skal kunne lægge arbejdskraft i arrangementerne.
- For os er det vigtigt at der er et forum hvor man også kan hente gode ideer og ikke mindst få et par gode råd med på vejen. Og så skal vi ikke glemme at selv om man ikke længere har en virksomhed man driver så har de fleste et meget stort netværk som vi håber de vil dele med os.
Mødet blev i øvrigt afbrudt da samtlige tilstedeværende mente at man skulle troppe op til Brønderslev Handel og Nordjyllands Idrætshøjskoles motionsevent i midtbyen.
Det er en meget tilfreds handelschef der kunne gøre status efter mødet.
- Det er lang tid siden, jeg har grint og hygget mig så meget. Det var et godt og hyggeligt møde, hvor vi samtidig kom godt omkring nogle vigtige emner. Der er sgu krudt i de "gamle" endnu, slutter Lars Bisgaard Andreasen med et smil.
Det er Brønderslev Handel, der stiller faciliterer til rådighed til møderne, og som sørger for at sende indkaldelse ud.