Torvelørdag med sol og højt humør i Hjallerup
I Hjallerup siger man aldrig nej til en god handel, og netop det var der mulighed for, da Hjallerup Handels- og Erhvervsforening afviklede torvelørdag, hvor alle kunne opstille en bod. I en af boderne stod familien Klitgaard. Her blev der solgt hjemmelavede smykker, som døtrene Josephine og Isabella på 13 og 8 år havde fremstillet.
Der var et stort udvalg af smykker til en fornuftig pris på bare 20 kroner.
- Pigerne er flittige, og vi har alt for mange smykker derhjemme, så vi er ved at drukne i dem, kunne moren fortælle.
Familien deltog for første gang, da de for kort tid siden er flyttet til byen fra Nordsjælland.
- Vi har kun boet her i tre måneder, men er allerede faldet godt til, fortalte faren, Martin Klitgaard.
- Vi er flyttet herop for at komme tættere på familien. Mine forældre er ved at blive ældre, og dem vil jeg godt se lidt mere til. Desuden fylder jeg snart 60 år og vil gerne drosle lidt ned. Jeg har længe gerne villet flytte til Nordjylland, men min kone var ikke helt med på idéen, så jeg har måttet bearbejde hende igennem længere tid, før det lykkedes. Heldigvis er hun også glad for at bo her, ligesom børnene er faldet godt til og er glade for skolen. Det er en god skole, og byen har jo alt, vi behøver. Hjallerup er en herlig by, sagde Martin Klitgaard, mens interesserede kiggede på smykker i den lille bod.
Vejret var fint og lørdag formiddag er der altid mange, der handler i butikkerne. De fleste af dem slog også et smut forbi boderne på torvet, så det blev til et godt salg i familiens lille bod og i de øvrige boder.