30.000 tønder på lager: Torben laver årets fastelavnstønder på et værksted i Dorf

06. februar 2022 kl. 07.45
Opdateret 07. februar 2022 kl. 08.57

DORF: Han udvælger træstykkerne med største omhu, opfinder maskiner, der kan bearbejde træet, sætter stavene sammen til den smukkeste form og laver i det hele taget et stykke arbejde af højeste kvalitet. Ikke for at det skal kunne holde i årevis, men for at det kan blive slået til pindebrænde til fastelavn. Navnet er Torben Kristensen, indehaver af Dorf Bødkeri, der er landets største producent af fastelavnstønder.

- Jeg tænker ikke så meget på, at de skal slås i stykker. Jeg vil gerne lave et godt stykke arbejde, siger Torben Kristensen.

I 1991 opkøbte han Dybvad Bødkeri. Her lavede man også fastelavnstønder, men i langt mindre målestok.

- Min far, der har en vognmandsforretning, kørte trækævler til Dybvad Bødkeri, og da ejeren ville stoppe, opkøbte vi det. Dengang var der flere, der lavede tønder, men de er efterhånden forsvundet, siger han.

Lavede selv maskinerne til produktionen

I den gamle bødkervirksomhed i Dybvad blev det meste arbejde udført i hånden. Torben var fra starten klar over, at hvis han skulle klare sig i konkurrencen, skulle han bruge maskiner til at gøre det nemmere, hurtigere og billigere at producere.

Det var bare ikke så ligetil, for der fandtes ikke maskiner, der kunne udføre de mange processer i forbindelse med produktionen.

- Jeg har faktisk selv lavet de fleste af de maskiner, der i dag står på værkstedet, siger han.

- Det er så lille en branche, at man ikke bare lige går ud og køber en ny maskine. Det har taget mig langt tid at finde frem til, hvordan de skulle laves, men nu er det hele sådan set på plads, og de kører særdeles tilfredsstillende. Ikke alt er mekaniseret endnu, så der skal opfindes flere maskiner, men det må jeg jo så gøre, siger indehaveren, der er uddannet tømrer.

Til trods for at en fastelavnstøndes liv er kort, udvælger Torben Kristensen de bedste bøgekævler fra danske skove og saver træet ud til stave på eget savværk. Stavene anvendes til produktion af de tusindvis af fastelavnstønder, der udformes i forskellige størrelser og farver.

- Jeg er selv ude at hente træet, og vi får vi vel en 15-20 træk om året svarende til 400 kubikmeter træ. Vi bruger bøgetræ til de fleste tønder. Kun de mindste er af grantræ. Det er til de helt små børn. De kan slet ikke slå en bøgetræstønde i stykker, forklarer han.

Træet købes både i Dronninglund Storskov og i en række andre skove såsom Rold og Stagsted.

Store prisstigninger

- Råvarerne er steget helt vildt i år. De er stort set blevet fordoblet. Det gælder både træ og de jernbånd, vi bruger. Jeg har for første gang i flere år været nødt til at sætte prisen op, fortæller han, der, selv om vi nærmer os fastelavn, ikke føler, at der er ekstra travlt på fabrikken i øjeblikket.

- Vi producerer tønder hele året, så tiden her kort før fastelavn er ikke noget særligt. Tønderne er lavet og klar til at blive solgt.

Lagerhallen er imponerende stor og kan rumme 30.000 tønder, mens de mange tønder laves på et forholdsvis lille værksted, der er fyldt med maskiner, så man næsten ikke kan komme rundt.

- Der er faktisk ikke brug for så meget plads, når man skal lave tønder. Det gælder om at lave dem og så få dem hurtigt ud af værkstedet. Vi laver tønder hele året, men sælger naturligvis mest op mod fastelavn. Derfor skal vi have en stor lagerkapacitet. Det har vi, men i værkstedet er der efterhånden blevet for lidt plads. Jeg overvejer da også at udbygge det, fortæller han.

Lageret er da også fyldt godt op i øjeblikket. I sidste uge rummede det således 15.000 tønder, men der forsvinder læssevis af tønder hver dag.

- Vi sender lastbiler af sted hver dag, og det meste skal nok være væk, når vi kommer frem til fastelavn. Så starter vi forfra og fylder op, så vi til jul har omkring 30.000 tønder på lager.

De fleste tønder sælges i Danmark, men der eksporteres også til Norge, Sverige og Grønland. Der fejres fastelavn mange steder, men ikke alle med tønder som herhjemme.

Behov for nyt savværk

- Vi skal have lavet et nyt savværk, men for at få plads til det skal vi have bygget til. Min far har en stor grund i Hjallerup Erhvervspark tæt på motorvejen, men om vi flytter derhen eller bliver her, ved jeg ikke. Det er noget nemmere at komme til og fra grunden ved motorvejen, men det vil koste en masse penge, så foreløbig bliver vi her. Det er egentlig også udmærket, siger Torben Kristensen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste