Tøndeslag og flotte udklædninger i Gandrup
Mens den kommende weekend de fleste steder er afsat til fastelavnsfejringer, så tog foreningslivet i Gandrup og omegn søndag forskud på glæderne.
Den årlige udklædningsfest i hallen blev vanen tro et stort tilløbsstykke. Omkring 300 børn og voksne havde fundet vej til arrangementet, der var stablet på benene i et samarbejde mellem Gandrup Sportsklub, Holtet Idrætsforening, Gandrup Borgerforening og FDF Øster Hassing. Alt fra superhelte og drabelige monstre til drager, feer og omvandrende mobiltelefoner udgjorde gæstelisten, som også talte tre søde prinsesser.
”Mikkeline”, ”Victoria” og ”Simone” havde alle iført sig ens kostumer. Ved lidt nærmere eftersyn var der dog knap så meget prinsesser over Mikkel, Victor og Simon.
De tre knægte burde dog have vundet en pris for dagens mest opfindsomme udklædning. Ellers blev der i aldersinddelte rækker basket til tønderne, der alle endte som pindebrænde på gulvet. Siden var der kåring af kattekonger og -dronninger, inden poderne kunne fornøje sig med slik, fastelavnsboller og sodavand.
Forældregenerationen blev trakteret med kaffebord.