To kunstnere udstiller
Alba Steen Tvergaard Larsen og Anders Tvergaard udstiller i denne og næste måned på Nordjyllands Idrætshøjskole i Brønderslev.
Alba Steen Tvergaard Larsen begyndte at male i 2008 på et malerkursus hos landskabsmaleren Peter Skjøtt. I dag - såvel som da hun begyndte at male - er det naturens forestilling, som Alba formidler igennem sin kunst. Det er især blomster i mange farver, der danner rammen om de malerier, som stadig i dag males på præcis samme sted som for 10 år siden.
For Alba Steen Tvergaard Larsen er kunsten et terapeutisk rum, hvor natur og farver forenes. Hun er især inspireretog fascineret af kunstmaleren Anne Just.
Priser på hendes malerier er 1500 kr. pr. styk.
For Anders Tvergaard er kunsten alt det, som ikke giver mening men som alligevel finder sted - og som derfor må være af største betydning.
- Alt det, som pludseligt kan komme over én, siger han. Ansigter, du gerne vil huske. Kontrasten i det sorte over for alle farverne. Kompleksiteten i mørket overfor lyset.
Anders Tvergaard er autodidakt kunstner, og for ham er kunsten unægteligt forbundet med en kreativitet, der ikke kan tæmmes. Det er svært at tale om nogen begyndelse, for det har altid været sådan.
Anders Tvergaard har malet i 15 år. Han har eget galleri i Aalborg “galleri Bloody Milk" På facebook kan man se hans malerier under profilen “MarenF".