Billede beskrivelse

To firmaer fusionerer

03. juli 2017 kl. 08.00

To el-firmaer er blevet til ét. Skole’s El-Service i Jerslev er blevet en del af Brønderslev El-Teknik.

De to har faktisk arbejdet sammen tidligere, og de har også haft et samarbejde på det seneste, hvor de har trukket på hinanden i spidsbelastningstider, ligesom Henrik Skole undertiden har fået el-artiker hos Brønderslev-El-Teknik.

Henrik Skole siger, at det er svært at være alene.

- Mange aftner går med at lave regnskab med mere. Og man er jo på vagt 24 timer i døgnet, hvis der opstår problemer. I Brønderslev El-Teknik indgår Henrik Skole i vagt med andre elektrikere.

Henrik Skole er uddannet elektriker i Tranum for 33 år siden, og senere tog han installatør-uddannelsen. Han kom i 1992 til Kruse & Mørk i Brønderslev, hvor han i øvrigt var kollega med Svend K. Jensen. For 10 år siden blev han så selvstændig.

Brønderslev El-Teknik fejrede 1. marts i år 20 års fødselsdag. Svend K. Jensen var ansat hos Kruse & Mørk, da han tog springet og etalerede sit eget firma. Der er ca. 30 ansatte i Brønderslev El-Teknik.

Henrik Skole bevarer sit sædvanlige telefonnummer, og navnet Skole’s El-Service vil fortsat bestå en tid.

Brønderslev El-Teknik er tilknyttet TS-gruppen (Teknisk Service), som er en slags erfa-sammenslutning af 40 firmaer med 700-800 elektrikere.

- Vi trækker blandt andet på eksterne samarbejdspartnere omkring alarmer og video, fortæller Svend K. Jensen.

Det er planen, at Henrik Skole skal være Svend K. Jensens højre hånd.

- Vi har travlt - meget travlt, fortæller Svend K. Jensen. Både med store og små opgaver. Noget nyt er, at der skal laves eftersyn af el-installationer i forbindelse med en hushandel.

Svend K. Jensen kunne ønske sig lidt mere frihed. Familien har købt forældrenes ejendom - der selvfølgelig hedder "Strømmen" ved Hellum. Den benytter familien som en slags sommerhus.

Der er sket en stor udvikling inden for elektrikere. For blot 20 år siden var der seks el-firmaer i Brønderslev, men i dag er der kun to.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste