Billede beskrivelse

Tina og Lothar udvider firmaet

26. oktober 2024 kl. 11.25
Opdateret 27. oktober 2024 kl. 20.02

BRØNDERSLEV: Selv om det kun er halvandet år siden, Lothar Hauerslev Hoffman slog dørene op til Græsslåning DK, så er der masser at lave for Brønderslev-firmaet. 

Der er allerede to fuldtidsansatte i virksomheden, som også omfatter hustruen, Tina. Hun indtager rollen som direktør og er netop tilbagevendt fra barsel med parrets datter, Mathilde. 

Samtidig etablerer Tine nu en rengøringsafdeling i virksomheden, der snart rykker til nye lokaler på Eventyrvej 6 i Brønderslev. Her forventer Tine og Lothar at være helt på plads til foråret.

Mange funktioner

Indehaverne glæder sig selvsagt over succesen, der er kommet hurtigere end forventet. 

- Da jeg startede, havde jeg ikke regnet med, at virksomheden ville vokse så hurtigt. Idéen var at tilbyde græsslåning og vedligehold af haver. Men kunderne havde flere ønsker, siger Lothar, der i mange år har udført havearbejde som en sidebeskæftigelse. 

- Jeg blev dog mere og mere træt af tilværelsen som lønmodtager. Med opbakning fra familie og venner besluttede jeg derfor at gå på fuld tid. Det har grebet om sig. Nu udfører vi alt fra belægning af indkørsler til etablering af plæner og bede. Vi klipper hække og buske og vedligeholder grønne arealer for både private og erhverv. I den kolde tid har vi snerydning som den primære service. Her sørger vi for at holde fortove, indkørsler og erhvervsarealer farbare. Så firmaet er på kort tid blevet lidt af en multiforretning med mange forskelligartede funktioner, konstaterer Lothar.

Billede beskrivelse

Udvider med rengøring

Senest har Græsslåning DK altså også bevæget sig ind på endnu en gren af servicebranchen. Med rengøringsdelen har Tine realiseret drømmen om at kvitte lønmodtagerlivet til fordel for tilværelsen som selvstændig. 

- Jeg kunne ikke længere se mig selv i jobbet som social- og sundhedshjælper. Når jeg kom hjem fra arbejde, var jeg ked af, at jeg ikke havde haft ordentlig tid til nærvær med borgerne. Jeg havde rent ud sagt mistet arbejdsglæden, så jeg besluttede, at det var på tide at stoppe. Nu har jeg kastet mig ind i firmaet på fuld tid og står for den del, der omhandler rengøring, beretter Tina. 

Hun har allerede oparbejdet en større portefølje, der blandt andet omfatter flere udlejningssommerhuse langs Vestkysten. 

- Der er plads til mange flere kunder, så jeg satser på, at rengøring snart kommer til at fylde endnu mere i Græsslåning DK. Jeg nyder det og jeg kan mærke en helt anden gnist ved arbejdet, lyder det fra Tina.

Får meget mere plads

Flytningen til den nye adresse er selvsagt baseret på et behov for mere plads. Tina og Lothar har hidtil styret virksomheden fra mere beskedne lokaler på Bredgade 208B. Fremover får de mulighed for at styrke virksomheden med bedre synlighed og en decideret salgsafdeling. 

- Her kommer vi blandt andet til at sælge små buske og træer, forklarer Lothar. 

- Det bliver ikke et stort plantemarked, men mere en lille butik, hvor hr. og fru Danmark kan købe lidt grønt til haven. Og så får vi jo meget mere plads til alle vores maskiner og redskaber. Vi glæder os helt vildt.

Græsslåning DK slår dørene op til de nye lokaler til påske, netop som have-sæsonen går i gang. Det kommer til at ske med et åbent hus-arrangement for hele familien.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste