Billede beskrivelse

Tiltrækkende skole

30. april 2017 kl. 09.13

Nørreådal Friskole i Serritslev er god til at tiltrække elever udefra. Det konstaterede en tilfreds bestyrelsesformand, Jesper Støwe Kristiansen på generalforsamlingen.

Skolen har nu 108 elever, og efter sommerferien oprettes en 7. klasse, og det er planen, at skolen skal have overbygning til og med 9. klasse over de efterfølgende to år.

Bestyrelsen mener, at det er de flotte karakterer, skolen får, der er medvirkende til, at skolen er eftertragtet.

Skolens tilsynsførende, Flemming Horsfeldt, der i det daglige er skoleleder på Privatskolen i Frederikshavn, har under sine tilsynsbesøg givet skolen meget høje karakterer. Blandt andet har han fremhævet elevernes store engagement i undervisningen, ligesom også lærerne får prædikatet engagerede hæftet på sig.

- Skolen er god til at klæde eleverne på til det samfund med frihed og folkestyre, de senere bliver en del af.

- Man bliver helt misundelig over det miljø, der er på skolen, siger Flemming Horsfeldt.

I og med, at skolen får en 7. klasse, skal der ansættes flere lærere. Der er opslået to stillinger fra det nye skoleår.

- Vi har fået flere end 60 ansøgere, og det vidner om skolens popularitet, mener Jesper Støwe Kristiansen.

Han tror også, at der kommer flere elever udefra, når skolen får en 7. klasse.

Jesper Støwe Kristiansen oplyser, at det sammenhold, der er i Serritslev, smitter af på eleverne og på skolen.

Skolen har en god økonomi, selv om den er så ung.

- Det er også dyrt at etablere en overbygning, så vi skal have penge på bogen, siger Jesper Støwe Kristiansen.

Skolen har stor opbakning i sin støtteforening, der arbejder på at skaffe penge til at forsøde hverdagen for eleverne.

Blandt andet skal anskaffes en del nye computere, og her er støtteforeningen også med til at finansiere indkøb.

Til bestyrelsen for forældrekredsen nyvalgtes Kim Høgsted, mens Jesper Støwe Kristiansen blev genvalgt. Til skolekredsen nyvalgtes Laila G. Nielsen, mens Merethe Thomsen genvalgtes. Kim Høgsted og Laila G. Nielsen afløste henholdsvis Gitte Hildebrandt og Lotte Holm Nielsen.

Del artiklen
Annonceret indhold
Nyeste

Nyeste